Erhvervsarrangement med fokus på infrastruktur, forsyning og de rammevilkår
Tirsdag formiddag afviklede Kalundborgegnens Erhvervsråd et arrangement med indbudte oplægsholdere. Omkring 50 deltog.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Tirsdag afviklede Kalundborgegnens Erhvervsråd i samarbejde med Kalundborg Kommune et åbent erhvervsarrangement, hvor der var fokus på infrastruktur, forsyning og de rammevilkår, der er afgørende for fremtidens industri.
Det var direktør Michel van der Linden fra Kalundborg Kommune, der lagde ud med at fortælle om Industriparken og forsyningsinfrastruktur. Industriparken, fordi Kalundborg blev udnævnt af regeringen som et område, som skal fremme produktionsvirksomheder med den nødvendige infrastruktur.
Michel van der Linden kom også ind på forsyningsinfrastrukturens betydning for både eksisterende og kommende virksomheder.
Han talte blandt andet om, at kommunen har fokus på, at man i fremtiden både kommer til at mangle vand og el - og at man har en masse jord, som skal håndteres.
Martin Bro Andersen fra Schultz Shipping præsenterer visionen og status på Green Transportation Hub, som handler om at gøre transport grønnere, uanset hvilken form for transport det drejer sig om, og formiddagens sidste emne var Tværmotorvejen – Rute 22.
Her gav Rasmus Holst-Sørensen, erhvervsdirektør i Næstved Erhverv og formand for bestyrelsen i Den Sjællandske Tværmotorvej – Rute 22, en status på projektet og de regionale perspektiver.
Afslutningsvis gav Caspar Christensen, erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd, en orientering om arbejdet i Dialogforum, og de seneste analyser af erhvervsklimaet i kommunen.
"Det var en rigtig spændende formiddag med mange gode pointer og informationer," sagde han efter arrangementet.