Du kan nu vinde den helt stor julegevinst

Der er hele 10.000 kroner på spil i den store julekonkurrence i Kalundborg. 

Du kan nu vinde den helt stor julegevinst
Formand for Vores Kalundborg, Jesper Thomsen, og citykoordinator Anita Grundberg Rasmussen, fortæller, at man fra mandag morgen den 1. december kan udfylde kuponer i medlemsbutikkerne og være med i lodtrækningen om de 10.000 kroner. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@v-kalundborg.dk

Igen i år kan Vores Kalundborg i samarbejde med byens pengeinstitutter præsentere den store julekonkurrence. Den heldige vinder får hele 10.000 kroner at shoppe for. 

Men man kan kun komme med i lodtrækningen, hvis man udfylder en kupon. 

Sådan har den store julekonkurrence i Kalundborg været skruet sammen de seneste år. Bag konkurrencen står fem pengeinstitutter, nemlig Nordea, Jyske Bank, Sparekasse Sjælland-Fyn, Danske Bank og Dragsholm Sparekasse, som igen i år har sponsoreret de 10.000 kr. til Vores Kalundborg konkurrencen.

Kuponen finder man rundt om i medlemsbutikkerne, og de ligger klar fra mandag morgen den 1. december. Det eneste man skal gøre for at deltage, er at udfylde en kupon, når man handler. 

På kuponen skal man skrive sit navn og telefonnummer. 

Fredag den 19. december samles alle kuponerne sammen, og så trækkes den heldige vinder, som ringes direkte op af Vores Kalundborg. 

"Vinderen har frem til den 23. december til at finde ud af i hvilke butikker han eller hun vil shoppe. Man skal fordele indkøbene i tre butikker," forklarer citykoordinator Anita Grundberg Rasmussen. 

Når vinderen ringes op, aftales selve shoppeturen. 

Tidligere år har man sørget for en alternativ måde at bliver fragtet rundt på, når man skal ud og handle for de mange penge. Tidligere har det for eksempel både været med hestevogn og rickshawcykel fra Cykling uden alder.

Sådan ser kuponen ud. Foto: Charlotte Koefoed

Husk også adventskonkurrencen

Vores Kalundborg har, som noget nyt, i år også en adventskonkurrence, hvor der er fire gavekort på 2000 kroner på spil. 

Man deltager ved at handler i en af de omkring 125 butikker, som er medlem af Vores Kalundborg. 

For at deltage i konkurrencen skal man, når man handler i butikken, oplyse sit navn og telefonnummer.

Konkurrencen startede mandag den 24. november, og det sidste gavekort udtrækkes den 4. søndag i advent, søndag den 21. december.

Del