Det er ikke julen i sig selv, der stresser os – det er bekymringerne om den
For mange danskere er december ikke kun hygge, men også pressede kalendere, gaveindkøb og
store forventninger - ofte med stress til følge. Men det er ikke julen i sig selv, der stresser os, det
er bekymringerne om den.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Ifølge Angst- og StressForeningen er det sjældent selve julen, der skaber stressen – men alle bekymringerne om den.
"Vi ser hvert år mennesker, der næsten mister pusten i forsøget på at få den perfekte jul. Men i virkeligheden er det ikke julen, der skaber stress. Det er vores tanker og bekymringer om, hvorvidt vi mon når det hele, om alle bliver tilfredse, og om vi har styr på hver eneste detalje," skriver psykolog og formand for Angst- og StressForeningen, Carsten Juul i en pressemeddelse.
Når vi er pressede af julefrokoster, arrangementer, gaveindkøb og sociale forventninger, forstærkes en
tendens, mange i forvejen har: at bekymre sig meget.
Resultatet er, at julen for mange bliver forbundet med kontrolbehov, dårlig søvn, indre uro og følelsen af aldrig helt at slå til. Mange års dialog med foreningens medlemmer og Carstens arbejde med klienter i hans praksis peger på, at mange holder fast i overbevisningen: ’Jeg er nødt til at bekymre mig for at få det hele til at gå op’. Men det er ifølge Carsten en myte. Han forklarer:
"Spørgsmålet er, hvilken udgave af dig selv du er, når du bekymrer dig meget. Er du rolig og overskudsagtig? Eller er du febrilsk, nervøs og udmattet? Ofte ville tingene faktisk glide bedre, hvis vi strukturerede julen i en realistisk plan og lod bekymringerne ligge."
Faktum er, at bekymringer i sig selv skaber mere stress og mindre overskud. Uden at give den kontrol, vi
håber på.
Tre råd til at slippe julestressen
For at hjælpe danskerne gennem julen har Angst- og StressForeningen tre konkrete råd til at reducere
julestress og bekymringer:
1. Overvej fordele og ulemper ved at bekymre dig
Mange tror, at bekymring er nødvendigt for at få styr på de tre intense uger op mod jul. Men prøv at
lave en liste med fordele og ulemper ved at bekymre dig så meget: Hvad får du reelt ud af det?
Hvad koster det dig? I søvn, humør, nærvær og energi? Når du ser det sort på hvidt, bliver det ofte
tydeligt, at prisen for bekymringerne er højere end gevinsten.
2. Lav en konkret plan
I stedet for at “tænke på det hele tiden”, så sæt dig ned og lav en egentlig juleplan: Hvornår køber
du gaver og til hvem? Hvornår skal du til julefrokoster og andre aftaler? Hvornår køber du ind til
juleaften? Skriv det hele ned, bryd aktiviteterne op i mindre dele, og afsæt konkret tid til dem.
Beslut også på forhånd, hvornår du følger op på planen. Imellem disse tidspunkter øver du dig i
’ikke’ at bekymre dig om julen. Hvis en bekymringstanke opstår, siger du til dig selv: Det tænker jeg
på senere, når jeg følger op på planen. Og så vender du tilbage til det, du er i gang med uden at
ændre planen.
3. Husk: Bekymringer er ikke uden for din kontrol
Vi har tusindvis af tanker hver dag, og langt de fleste lader vi passere uden at reagere på dem. En
enkelt tanke skaber ikke stress i sig selv, den varer kun ganske kort tid, før den forsvinder igen.
Det er først, når vi ’svarer på tanken’ med bekymring, at både tanken og stressfølelsen bliver
hængende. Når du i stedet tager et mentalt skridt tilbage og udskyder at tænke videre på
bekymringen, får den lov til at forsvinde igen. Samtidig vil følelsen af stress langsomt dale helt af sig
selv.
Vores sind er i udgangspunktet selvregulerende. Tanker og følelser er midlertidige fænomener, der kommer
og går. Når vi opdager, at vi ikke behøver at reagere på hver eneste bekymring, får vi mere ro. Også i
december.