Tre hunderace viste sig frem i Gørlev Hallen
Islandske fårehunde, eurasier og chow Chow hunde har en del til fælles. Foreninger bag de tre hunderacer havde sat hinanden stævne lørdag i Gørlev Hallen.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Lige knap 40 hunde og deres ejere var lørdag samlet i Gørlev Hallen for at udstille deres hunde og få dem bedømt. Hundene var fordelt på tre racer.
En af racerne, eurasier, er en forholdsvis ny hunderace, som blev 'opfundet' i Tyskland i 1960'erne. Den er en blanding af tre forskellige andre racer, nemlig chow chow, keeshond og samojed. En rolig familiehund, som der er omkring 1400 stykker af i Danmark.
To af dem bor i Svebølle sammen med deres ejer Lisbeth Slot og de har til sammen utallige priser, både som verdens-vinderer og europa-juniorvindere.
Lisbeth Slots havde Nashira og Paisley med i Gørlev, hvor foreningen også holdt nytårskur.

Lisbeth Slots havde Nashira og Paisley med i Gørlev. Foto: Charlotte Koefoed
Eurasier var første hund i ringen og til at blive bedømt, så fulgte islandsk fårehund og til sidst chow chow, som er kendt som hunden med den blå tunge.
"Vi skiftes til at afvikle udstillingerne og vi skiftes også mellem at holde dem på Sjælland og i Jylland," forklarede Maibritt Nielsen, der er næstformand i Dansk chow chow klub.
Stine Hjelme havde de to chow chow'er Lava og Ruby med og hun fortæller, at chow chow er en rolig hunderace, der ikke gør meget væsen ud af sig.
"De kan da godt gø lidt, når der kommer gæster, men de lægger sig hurtigt og slapper af," sagde hun før hundene fik en tur med børsten, før de skulle i ringen.
Ud over de dedikerede hundeejere, der tager på udstillinger med deres hunde, får dem bedømt og præmieret, kommer der også interesserede, der på den måde kan få noget at vide om de forskellige hunderacer.