700 er på interesseliste til nyt boligkvarter
Et helt nyt boligområde skyder op på Herredsåsen. De første kan flytte ind til april.
57 nye udlejningsboliger er snart klar til de første beboere. Det kommer til at foregå i to etaper.
Go' Bolig er i fuld gang med at booke fremvisninger og pladser til åbent hus på de 57 nye boliger, der om et lille halvt års tid er indflytningsklar.
Adressen er Frugtlunden 1 til 89, og lige nu bygges der stadig på livet løs.
Der er allerede nu 700 på interesselisten til de 57 rækkehuse, der kommer i tre størrelser. Boligerne bygges i to etaper.
Første etape indeholder 30 boliger og de skal være klar til indflytning den 8. april 2026, mens de resterende 27 boliger skal være klar den 7. juli.
Rækkehusene fordeler sig på tre størrelser, 2 - 3 og 4-værelses boliger. Der er 22 2-værelses, 25 3-værelses og 10 4-værelses boliger, som alle indeholder gulvvarme, køkken-alrum og terrasse med hæk.
Til alle boligerne hører også et skur og det er tilladt at have husdyr.
Der er åbent hus på adressen Frugtlunden 2 den 15 januar. Her er der allerede 17 tilmeldte.
Der er 2,5 kilometer til Kalundborg centrum og en kilometer til nærmeste supermarked, Rema 1000. Der er desuden masser af natur i området.
Er man interesserede kan man henvende sig til Go' Bolig eller gå på deres hjemmeside og finde alle relevante informationer.