5.b afleverede julepakker til Medborgerhuset
I et par uger har 5. b på Høng Skole samlet pakker ind i Høng Centret. Pakker, der tirsdag blev afleveret til Medborgerhuset i Kalundborg.
Af charlotte koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Tirsdag ved middagstid ankom 5. B fra Høng Skole til Medborgerhuset i Kalundborg. Med sig havde de en hel masse pakker.
I et stort pakkebur på centretorvet i Høng Centret er der de seneste uger blevet lagt en masse pakker. Pakker, som skal ud og fordeles blandt borgere tilknyttet Medborgerhuset i Kalundborg.
Det er en tradition, som nu har 11 år på bagen, og som gør en stor forskel for modtagerne.
Til forskel for tidligere år har man kun samlet voksenpakker sammen til Medborgerhuset.
I år havde eleverne 193 pakker med, og da pakkerne var kommet i hus, blev 5. B beværtet af Marianne Madsen og hendes crew i Medborgerhuset.
Der er i alt blevet samlet 304 pakker ind. Blå Kors i Slagelse har fået 111 gaver til børn.
De fik burgere, isvafler og sodavand som tak for hjælpen, og Marianne Madsen fortalte eleverne om Medborgerhusets aktiviteter.
Hun fortalte også eleverne om, hvorfor det kan være svært og ekstra ensomt for nogle borgere, når det er jul.
"Der er mange følelser omkring julen. Jul minder os jo om vores barndom og familie, og når man sidder alene, og ikke har nogen omkring sig, så er det ekstra svært," fortalte Marianne Madsen.
Pakkerne bliver fordelt i hele Kalundborg Kommune, både på værestederne og i Medborgerhuset, hvor Marianne Madsen regner med, at man bliver omkring 80 gæster til juleaften. Her bydes der både på andesteg, flæskesteg og risalamande.
Sidste år blev der samlet 532 pakker. Det højeste antal pakker var i 2022 - her var antallet 649 pakker.