Forældre får hjælp til at støtte unges uddannelsesvalg

Uddannelsesvejledningen i Kalundborg inviterer i efteråret til tre uddannelsesaftener, hvor forældre kan få viden om de forskellige uddannelser og inspiration til at være en god sparringspartner for deres børn.

Forældre får hjælp til at støtte unges uddannelsesvalg
Nye uddannelsesaftener i Kalundborg Kommune skal give forældre til elever i 8., 9. og 10. klasse overblik over ungdomsuddannelserne og gøre dem bedre rustet til at støtte deres børn. Modelfoto: Colourbox.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Nye uddannelsesaftener i Kalundborg Kommune skal give forældre til elever i 8., 9. og 10. klasse overblik over ungdomsuddannelserne og gøre dem bedre rustet til at støtte deres børn.

Når unge skal vælge ungdomsuddannelse, spiller forældrene en central rolle. Men mulighederne og uddannelsessystemet kan se anderledes ud, end da forældrene selv gik i skole.

Derfor inviterer Uddannelsesvejledningen i Kalundborg i efteråret til tre uddannelsesaftener, hvor forældre kan få viden om de forskellige uddannelser og inspiration til at være en god sparringspartner for deres børn.

Overblik over uddannelser og adgangskrav

På aftenerne gennemgår elevernes uddannelsesvejledere blandt andet forskellene på STX, HF, HHX, HTX, EUD og EUX. Forældrene får også indblik i adgangskravene og de muligheder, uddannelserne åbner for senere i livet.

"Forældre er helt centrale for unges valg af uddannelse, og derfor er det også så vigtigt, at forældre selv er opdateret med viden om et noget anderledes uddannelseslandskab, end da de selv var færdige med grundskolen," lyder det fra uddannelsesvejleder Sisse fra Uddannelsesvejledningen i Kalundborg grundskoler.

Derudover får forældrene ideer til, hvordan de kan støtte deres børn undervejs i valget uden selv at skulle være eksperter på uddannelsesområdet.

Tre aftener rundt i kommunen

Uddannelsesaftenerne er et nyt tilbud og bliver afholdt tre steder i Kalundborg Kommune, så flest muligt har mulighed for at deltage.

Alle arrangementer finder sted kl. 17.00–19.00:

  • Torsdag den 22. oktober 2026 på Høng Skole.
  • Tirsdag den 3. november 2026 på Firhøjskolen.
  • Torsdag den 5. november 2026 på Skolen på Herredsåsen.

Tilbuddet henvender sig til forældre til elever i 8., 9. og 10. klasse, men de unge er også velkomne.

Tilmelding senest dagen før

Der er et begrænset antal pladser, og tilmelding er påkrævet senest dagen før det enkelte arrangement.

Tilmelding sker via denne formular. Ved spørgsmål kan man kontakte sin lokale uddannelsesvejleder.

Del