Nettolager Høng: Efterforskning afsluttet - brandårsag fastslået

Torsdag den 11. september udbrød der en voldsom brand i Nettolagers lokaler på Østergade i Høng. Alt brændte ganske enkelt ned til grunden. Nu er politiet klar med en brandårsag. 

Nettolager Høng: Efterforskning afsluttet - brandårsag fastslået
Nettolager i Høng brændte ned til grunden i en voldsom storbrand, der brød ud torsdag den 11. september ved 18-tiden. Foto: Jens Nielsen

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

En torsdag aften i september sidste år mistede en lang række mennesker alle de ejendele, de havde placeret i lejede lokaler hos Nettolager i Høng. En voldsom brand raserede ganske enkelt bygningen.

Det var torsdag den 11. september, branden brød ud i den tidligere Vilhelm Pedersens Maskinfabriks bygninger på Østergade i Høng. Maskinfabrikken blev grundlagt i 1910 og blev med årene en international virksomhed med op til 500 ansatte.

Vilhelm Pedersens Maskinfabrik lukkede i 1995, og siden har bygningen huset Invacare EC-Høng, der producerede senge og andet udstyr til hospitaler og plejehjem.

De seneste år har bygningen, blandt andet, rummet Nettolager, et lagerhotel med individuelle rum, hvor folk kan opbevare de ting, de af forskellige årsager ikke har plads til i deres egen bolig.

Den første melding klokken 18.16 lød på ild i taget. I første omgang var branden ikke så voldsom, men den udviklede sig hurtigt, og der gik ikke lang tid, før flammerne stod op gennem taget, og der blev rekvireret mere mandskab fra flere brandstationer. 

Efterforskning afsluttet

Bygningen brændte helt ned til grunden. Det er Midt- og Vestsjællands Politi, der har efterforsket branden. De er nu vendt tilbage på TV-Kalundborgs forespørgsel med følgende konklusion:

Det fremgår af de brandtekniske undersøgelser, at branden muligvis er opstået på grund af varmt arbejde i forbindelse med tagarbejde, herunder at der skulle være udført et sådant arbejde ved arnestedsområdet tidligere på dagen.

Sagens oplysninger giver ikke grundlag for at antage andet end, at der er tale om et hændeligt uheld, og forholdet er derfor ikke strafbart efter straffeloven.

Vicepolitiinspektør fra Midt- og Vestsjællands Politi, Lars Krogsgaard, bekræfter, at der ikke er mistanke om strafbare forhold. 

"Når vi laver brandundersøgelser, er vores vigtigste opgave at finde ud af, om der er sket noget stafbart og det er der ingen indikationer på. Når vi skriver, at branden muligvis er opstået på taget, er det fordi, at ved så voldsomme brande, kan det være svært at fastslå en 100 procent sikker brandårsag. Men vi har haft nogle af vores bedste folk på sagen, og de har konkluderet, at branden opstod i forbindelse med et arbejde på taget tidligere på dagen," siger Lars Krogsgaard til TV-Kalundborg. 

Nettolager svarer på skrift

TV-Kalundborg har været i skriftlig kontakt med Nettolager i Høng via deres kundeservice, som har sendt spørgsmål videre til ledelsen af Nettolager. 

De har svaret følgende tilbage: 

Branden i Høng har været en alvorlig hændelse, som har haft konsekvenser for mange mennesker. Det er noget, vi tager meget alvorligt.
Sagen er fortsat under behandling, og der pågår både myndighedsmæssige og forsikringsmæssige afklaringer. Af hensyn hertil har vi på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at kommentere de konkrete forhold omkring branden offentligt.
Der er løbende dialog med de berørte kunder, og henvendelser besvares direkte.
Derfor håber vi på forståelse for, at der ikke kan udtales yderligere om sagen.
Det er ikke lykkedes TV-Kalundborg at komme direkte i kontakt med ledelsen af Nettolager for yderligere kommentarer.

 

 

 

 

 

Del