Svar til læserbrevet “Kultur er nøglen til bedre skoler i Kalundborg”
Svar til læserbrevet “Kultur er nøglen til bedre skoler i Kalundborg”
Kultur er en af nøglerne – og vi har allerede låst mange døre op.
Jeg kunne ikke være mere enig i, at kultur er en af nøglerne til læring, trivsel og dannelse hos børn og unge.
Men jeg vil også minde om, at vi i Kalundborg allerede har et stærkt fundament at bygge videre på.
Siden 2011 har vi haft de såkaldte kulturpakker, hvor alle børn - både i folkeskoler og friskoler - har fået tre kulturelle oplevelser om året: teater, koncert og dans. Ordningen blev justeret i 2021, men lever stadig i bedste velgående. I dag får alle elever fra 0.-9. klasse teater- og koncertoplevelser, mens dans tilbydes til de yngste (0.-6. klasse).
Derudover er vi en del af Kulturregion Midt- og Vestsjælland (Kumult), som står bag de Unikke Klasseforløb - årlige kunstforløb for børn fra dagpleje/vuggestue og op til 6. klasse. Et konkret eksempel er, at alle 2. klasser hvert år tager med Kulturbussen til Odsherreds Kunstmuseum. Allerede inden skolestart når børnene at deltage i tre kunstforløb gennem Kumult.
Hertil kommer Børnebiffen, hvor børnehaver og 0. klasser får fire filmoplevelser årligt, samt Skolen i biografen, som giver alle klassetrin adgang til særligt udvalgte film med læringsforløb tilknyttet.
Alt i alt gennemføres der faktisk over 700 kulturforløb årligt for børn og unge i vores kommune - og det viser, hvad der kan lade sig gøre, når kultur tages alvorligt.
Derfor skal vi ikke hvile på laurbærrene. Vi skal fortsætte med at prioritere, udvikle og skabe rammer, så kultur forbliver en naturlig del af børns hverdag og læring - også i fremtiden.
Kultur er en af nøglerne
Og vi har allerede låst mange af dørene op - nu handler det om at holde dem åbne og finde endnu flere.
Cathrine Sinding, kulturkonsulent og kandidat til kommunalvalget for Venstre.