Street Food Festival blev en succes trods omskifteligt vejr

Til næste år bliver Street Food Festival og livsstilsmarked nok flyttet igen til et sted med mere læ for vinden.

Street Food Festival blev en succes trods omskifteligt vejr
”Vi regnede faktisk ikke med at der kom nogen fredag, men det gjorde der trods vejret, lørdag har der været rigtigt mange, bordene har været fyldt både til frokost og til aften og søndag har også været godt besøgt, så vi er tilfredse,” fortæller Peter Wallbohm Olsen, som sammen med Niels Estrup, står bag PSE Musicon. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Arrangørerne bag weekendens Street Food Festival på Gisseløre er godt tilfredse trods både regn og blæse.

PSE Musicon lokkede med både Street Food Festival og livsstilsmarked hele denne weekend, men med fredagens regn og blæsevejr tegnede det ikke lovende, men gæsterne dukkede alligevel op og arrangørerne er godt tilfredse søndag eftermiddag.

”Vi regnede faktisk ikke med at der kom nogen fredag, men det gjorde der trods vejret, lørdag har der været rigtigt mange, bordene har været fyldt både til frokost og til aften og søndag har også været godt besøgt, så vi er tilfredse,” fortæller Peter Wallbohm Olsen, som sammen med Niels Estrup, står bag PSE Musicon.

Street Food Festivalen bød på smagsoplevelser fra store dele af verden ligesom der var mulighed for at købe drikkevarer.

Lørdag og søndag var der også livsstilsmarkedet med tøj, tasker, smykker, kunsthåndværk, delikatesser og meget mere placeret i pavilloner på græsarealet mellem vandet og Kystvejen.

Både Street Food Festival og livsstilsmarked blev sidste år prøvet af i havneparken men PSE Musicon synes der var for lidt plads, derfor blev markedet i år flyttet til Gisseløre, men til næste år bliver Street Food Festival og livsstilsmarked nok flyttet igen til et sted med mere læ for vinden.

”Da vi kiggede på Gisseløre første gang var her næsten ingen vind, men vi kan godt se nu, at det ikke er optimalt, så derfor kigger vi på fx Møllebakken, Klostertorvet eller måske Torvet i Højbyen og så vil vi arbejde for, at det bliver med mere lokal forankring, vi vil gerne have flere lokale virksomheder med,” fortæller Peter Wallbohm Olsen.

PSE Musicon stod også bag både Bierfest og Livsstilsmarked i Kalundborg-hallen, der begge foregik i foråret. Det er også dem, der står bag årets julemarked i Kalundborg-hallen, der foregår d. 30/11 og 1/12.

Del