Stort arrangement i Kalundborg midtby

Flere steder i midtbyen – blandt andet i Kordilgade, Skibbrogade og havneparken – vil der være aktiviteter og underholdning for store og små i disse to dage.

Stort arrangement i Kalundborg midtby
Mie Swärd fra Swärds Guldsmedie og Anita Grundberg Rasmussen, citykoordinater hos Vores Kalundborg er initiativtagere til Sørøverfesten, der løber af stablen i maj.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fredag og lørdag den 15. og 16. maj bliver Kalundborg forvandlet til en by i sørøvernes tegn, når der inviteres til stor sørøverfest med oplevelser for både børn og voksne.

Flere steder i midtbyen – blandt andet i Kordilgade, Skibbrogade og havneparken – vil der være aktiviteter og underholdning. Programmet byder blandt andet på underholdning for de yngste med Onkel Reje fredag, mens Kings Of Rock spiller for det lidt ældre publikum.

Initiativet kommer fra Vores Kalundborg i samarbejde med Vestsjællands Museum, Kalundborg Biblioteker, Kalundborg Svømmehal og Swärds Guldsmedie.

”Det var egentlig Mies idé, og den er nok et par år gammel, men nu bliver den altså til noget, og vi glæder os,” fortæller Anita Grundberg Rasmussen, citykoordinator i Vores Kalundborg, og Mie Swärd supplerer: ”Ja, det er rigtigt, men det er Vores Kalundborg, der er afsender på den. Vi laver det her i samarbejde med Vestsjællands Museum, Kalundborg Biblioteker, Kalundborg Svømmehal samt Swärds Guldsmedie.”

Økonomisk støtte fra flere

Arrangementet har modtaget økonomisk støtte fra flere sider. Liv i Kalundborg har bidraget med 50.000 kroner, MFU (Markedsføringsudvalget) med 100.000 kroner, Bent Ole Jørgensen Fonden med 125.000 kroner og Vores Kalundborg med 50.000 kroner.

Fredag vil der inden Onkel Rejes optræden være forskellige aktiviteter rundt i midtbyen. Når børneunderholdningen slutter, fortsætter festen for de voksne.

”Når Onkel Reje slutter, bliver det en voksenfest. Der vil være romsmagning i Kalundborg Vinhus, og der vil være musik i Kordilgade. Man vil kunne købe drinks osv. Derudover kommer der et ildshow, og mens børnene stadig er med, vil der også være spontane sørøverkampe rundt i gaden. Det er i øvrigt Det Maritime Værksted, der pynter op,” fortæller Mie Swärd.

Skib i havneparken

Planen er desuden, at et skib skal indgå som en del af arrangementet i havneparken.

”Så kan der også ske noget der samt op gennem Skibbrogade til Kordilgade. Vi er i gang med at få fat i et skib. Der vil være aftenåbent fredag, og når butikkerne lukker, er der musik på Klostertorvet, på scenen, hvor Onkel Reje underholdt tidligere,” fortæller Anita Grundberg Rasmussen.

Sørøverfesten fortsætter lørdag med blandt andet en anderledes skattejagt for børn. Her vil der ved hver post stå en sørøver med opgaver og prøvelser, der skal løses.

”Der vil også lørdag være små aktiviteter ned gennem gaden, og NovoNesis har noget virtuelt 4D ”gå planken ud” i Kordilgade. De har i øvrigt også ”gå planken ud” i svømmehallen, hvor de laver et arrangement om torsdagen. Her skal man bl.a. altså ”gå planken ud” og dykke ned på bunden for at finde en skat,” fortæller Anita Grundberg Rasmussen.

Arbejdet med programmet er fortsat i gang

De to kvinder, der er initiativtagere på arrangementet, er fortsat i gang med at udvikle på de to dage i maj, og der vil være mange sjove og hyggelige aktiviteter for både børn og voksne.

”Men vi er ikke færdige med at udvikle på arrangementet, vi mangler fortsat at få det sidste på plads. Derudover skal vi have fundet nogle flere frivillige, der vil hjælpe, og vi har møde med KAT, der forhåbentlig også gerne vil være med,” slutter Mie Swärd af med at fortælle.

Det endelige program for dagene offentliggøres senere.

Del