Stor vækst giver udfordringer med at finde medarbejdere

”Jeg har omkring 150 ind og udkald på min telefon hver dag, den starter allerede med at ringe når klokken er 6 om morgenen,” fortæller Annette Mathiasen.

Stor vækst giver udfordringer med at finde medarbejdere
Annette Mathiasen oplever som mange andre virksomhedsejere, at det kan være svært at finde nok kvalificerede medarbejdere, ikke mindst fordi, at en af firmaets store opgaver er rengøring af 350 skurvogne på det store Novo byggeri. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den store vækst i Kalundborgområdet giver udfordringer med at skaffe nok medarbejdere, det oplever bl.a. Kalundborg Rengøringsservice, som bl.a. gør rent i 350 skurvogne.

Det er knapt 20 år siden Annette Mathiasen stiftede Kalundborg Rengøringsservice og siden er det kun gået fremad. I dag har firmaet, der har hovedkvarter på Holbækvej i Kalundborg, lige godt 50 medarbejdere, men der er plads til mange flere. En del af medarbejderne har udenlandsk baggrund og kommer fra bl.a. Spanien, Letland, Ukraine, England og Syrien.

”Faktisk har jeg aldrig nogensinde prøvet at være ude og opsøge nye kunder, de kunder vi har er kommet fra mund til mund og det kan jo kun lade sig gøre hvis man har nogle gode medarbejdere, mange har været her i rigtigt mange år,” fortæller Annette Mathiasen.

Kalundborg Rengøringsservice udfører opgaver for både private og for erhvervslivet, og ingen opgave er for stor eller for lille.

Annette Mathiasen oplever som mange andre virksomhedsejere, at det kan være svært at finde nok kvalificerede medarbejdere, ikke mindst fordi, at en af firmaets store opgaver er rengøring af 350 skurvogne på det store Novo byggeri og der er flere opgaver på vej i forbindelse med andre byggerier i Kalundborg.

Derfor mangler Kalundborg Rengøringsservice flere medarbejdere, både nu og i fremtiden.

”Vi mangler folk som er mødestabile og som kan møde klokken 5 om morgenen og som har lyst til det her arbejde, det er det vigtigste, vi kan sagtens bruge 5 nye medarbejdere lige nu og vi skal bruge flere på sigt. Vi står for oplæring, så alle kan være med,” fortæller Annette Mathiasen.

Og at der er travlhed hos Kalundborg Rengøringsservice, vidner Annette Mathiasen telefon om.

”Jeg har omkring 150 ind og udkald på min telefon hver dag, den starter allerede med at ringe når klokken er 6 om morgenen,” fortæller Annette Mathiasen.

Del