Stor udrykning mod Røsnæs
En ældre dame blev hjulpet ud af huset af de tilkaldte brandfolk
Af Jens Nielsen
Torsdag først på eftermiddagen kørte en lang række af udrykningskøretøjer mod Røsnæs hvor meldingen lød på bygningsbrand. Branden blev anmeldt af alarmselskab som kunne se røg på et kamera.
Brandvæsen med flere biler, politi, ambulance og en akutbil med en paramediciner kørte torsdag eftermiddag med fuld udrykning mod Ulstrup hvor der var melding om brand i et hus.
Det var alarmselskabet Verisure som havde anmeldt branden da de kunne se røg på et kamera i huset.
Brandfolkene kunne hurtigt konstatere, at røgen stammede fra en glemt pande på et komfur og at der sad en ældre dame i sofaen i stuen. Hun blev hjulpet ud af huset og tilset i den tilkaldte ambulance og huset blev ventileret.
”Vi kunne hurtigt konstatere, at der var tale om en glemt pande på et komfur. Vi fik hjulpet den ældre dame ud som var i huset og fik ventileret, meldingen lød mere dramatisk end den var,” fortæller Morten Hansen, indsatleder ved Vestsjællands Brandvæsen.