Stor opbakning til vælgermøde om landbrug

Arrangementet, der fandt sted forud for Folketingsvalget 2026, samlede primært landmænd til en engageret og debatfyldt aften.

Stor opbakning til vælgermøde om landbrug
Omkring 150 deltagere mødte op, da Landbrugsnetværket i Kalundborgegnens Erhvervsråd tirsdag aften inviterede til vælgermøde. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Omkring 150 deltagere mødte op, da Landbrugsnetværket i Kalundborgegnens Erhvervsråd tirsdag aften inviterede til vælgermøde med landbruget i centrum. Arrangementet, der fandt sted forud for Folketingsvalget 2026, samlede primært landmænd til en engageret og debatfyldt aften.

”Der var en fantastisk opbakning til aftenens vælgermøde med landbrug som tema,” siger erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd, Caspar Christensen.

Syv folketingskandidater deltog i debatten, hvor de krydsede klinger om landbrugets vilkår, udvikling og fremtid. Deltagerne var Jacob Jensen (Venstre), Rasmus Horn Langhoff (Socialdemokraterne), Mogens Haugaard Nielsen(Moderaterne), Pernille Vermund (Liberal Alliance), Martin Rahn Johansen (Danmarksdemokraterne), Marcus Knuth(Konservative) samt Mette Hvid Brockmann (Radikale).

Debatten bar præg af klare politiske forskelle

Debatten var både levende og saglig og bar præg af klare politiske forskelle, men også gensidig respekt og en fælles forståelse for landbrugets betydning lokalt og nationalt. Spørgelysten blandt deltagerne var stor, og kandidaterne blev mødt med både skarpe og velovervejede spørgsmål, som de kvitterede for med nuancerede svar.

Aftenen blev styret af Poul Henrik Prahl fra Landbrugsnetværket, som sørgede for, at debatten forløb struktureret og respektfuldt, og at alle deltagere kom til orde.

Efter den politiske debat fortsatte aftenen i mere uformelle rammer ved pølsevognen, hvor deltagerne kunne smage fødevarer baseret på danske landbrugsråvarer.

Ifølge arrangørerne viste vælgermødet tydeligt, at der er stor interesse for landbrugets fremtid, og at dialog mellem politikere og erhverv fortsat spiller en vigtig rolle i valgkampen.

Del