Stor opbakning til Skt. Hans på Gisseløre

At tænde bål og synge midsommervisen er en fin tradition, som man i mange år har fejret – også i Kalundborg. Takket være stor opbakning fra lokale virksomheder, kan Kalundborg Svømmeklub nu tilbyde et fint program til Skt. Hans Aften på Gisseløre. 

Stor opbakning til Skt. Hans på Gisseløre
Hovedsponsorerne samt styregruppen til Skt. Hans Aften på Gisseløre. Fra højre forrest: Jens Nielsen (TV-Kalundborg.dk), Michael Skovgaard Rasmussen (Meny), Per Junge (Electricom), Mikael Skjellerup Smidt (Jerslev Stilladsservice), Peter Egebæk (Meny), Mette Macmanus (Kalundborg Svømmeklub), Bent Hansen (Kalundborg Svømmeklub). Bagerst fra højre: Mark Korsgaard Fenger (Toftegaard Direct Leasing), Flemming Bif Lubke Rasmussen (Moderne VVS), Kim Poulin (formand Kalundborg Svømmeklub), Peter Hvidberg, Annemette Brask-Holm og Martin Brask-Holm (alle Kalundborg Svømmeklub). Troels Køhl Hoby-Hansen (Troels A/S) kunne ikke være tilstede. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

2024 bliver året, hvor der atter bliver afholdt Skt. Hansaften på Gisseløre i Kalundborg, og nu er programmet klar. Der sker noget både på land og til vands takket været en enorm stor opbakning fra lokale virksomheder og borgere.

Den 23. juni fejrer danskerne Skt. Hansaften i by og på land. At tænde bål og synge Midsommervisen er en fin tradition, som man i mange år har fejret – også i Kalundborg. Kalundborg Svømmeklub har sørget for, at traditionen igen holdes i hævd på Gisseløre, hvor der vil være bål, musik, mad, snacks og et stort amerikansk lotteri med mere end 80 flotte præmier, doneret af forskellige virksomheder. Programmet er netop meldt klar, og der sker både noget på landjorden og i vandet – det er jo trods alt en svømmeklub, der afholder arrangementet. Der er derfor konkurrence, hvor Kalundborgs hurtigste havsvømmer bliver kåret. Både K-svømmere og flere fra Kalundborg Tri-klub har meldt deres ankomst, men alle er velkomne til at deltage i konkurrencen, hvor man skal svømme 300 meter i fjorden. Man møder blot op på dagen.

Sponsorer begejstrede for, at Skt. Hans på 'Gis' er tilbage

Ifølge Kalundborg Svømmeklub er det hele gjort muligt takket være rigtig mange frivillige hænder samt stor opbakning fra lokale erhvervsdrivende og andre borgere, der gerne ser, at der igen kommer et større arrangement i Kalundborg som førhen, hvor Sct. Georgs Gildet og Lions stod for Skt. Hansaften på Gisseløre.

“At så mange bakker op om vores arrangement er fantastisk, og derfor kan vi også præsentere et fint program, som vi håber, vil blive taget godt imod af alle. Vi glæder os meget til, at vi sammen kan fejre Skt. Hansaften på Gisseløre igen, og så er det jo helt fantastisk, at opbakningen er så stor, så vores program bliver derefter. Vi har nogle hovedsponsorer, der har gjort det lidt lettere for os at stable det her på benene, og det skal de virkelig have et klap på skulderen for. De gør det, fordi de gerne vil bidrage til, at der igen sker noget i Kalundborg Skt. Hans Aften,” siger Mark Korsgaard Fenger, der er med i styregruppen fra Kalundborg Svømmeklub.

Kommune skal have penge for at levere bål

Der har været enkelte bump på vejen, men ikke noget, der ikke kunne løses, lyder det fra svømmeklubben. Førhen plejede Kalundborg Kommune nemlig at levere bål til Skt. Hansaften på Gisseløre, da Lions og Sct. Georgs Gildet stod for arrangementet. Men det sidste år, hvor de afholdt Skt. Hans på Gisseløre, skulle de betale for bålet. Det var en af årsagerne til, at de droppede at holde arrangementet, da det er risikabelt at holde den slags arrangementer, der er så afhængig af vejret, når man er en lille forening uden penge og kun med frivillige hænder.

Ligeså forholder det sig for Kalundborg Svømmeklub, men også de kunne kun få leveret et bål mod betaling til kommunen, men så trådte Peter Kofoed Hendriksen til. Han er gartner og formand for Lions Kalundborg og sammen med to medlemmer af TGU Cykling sørger de for to bål - et børnebål samt et større, som de kører ud på pladsen kvit og frit.

“Vi er meget taknemmelige for, at der findes borgere og andre foreninger, der vil hjælpe, når kommunen ikke ønsker det. Men jeg synes, at det er ærgerligt, at kommunen ikke bidrager til kulturen, når det i virkeligheden er så lidt, det drejer sig om. Vi er en forening uden penge, der i forvejen løber en økonomisk risiko ved et sådan arrangement, for hvis vejret svigter, bliver det en økonomisk lussing til vores forening. Vi gør selvfølgelig det her, fordi vi gerne vil tjene nogle penge til Kalundborg Svømmeklub, men vi gør det faktisk også, fordi der længe har manglet et større Skt. Hans arrangement i Kalundborg. Mange husker Skt. Hans Aften på Gisseløre, og den tradition vil vi gerne fortsætte, hvis vi kan. Det må da også være i kommunens interesse, at der igen bliver fejret Skt. Hans Aften på Gisseløre. Men det kan de åbenbart ikke hjælpe med længere til trods for, at de har afklippede grene m.m. liggende flere steder tæt på Gisseløre. Det er skuffende, men sådan er det, ” siger Mark Korsgaard Fenger.

Mad og drikke på pladsen

Kalundborg Svømmeklub håber på, at folk vil støtte op om arrangementet og købe mad og drikke på pladsen. Der bliver solgt popcorn, kaffe, rosévin, øl, sodavand og kildevand samt chokoladebarer, slik og chips. Derudover er der kebab- samt pølsevogn. Kalundborg Svømmeklub opfordrer folk til at tage en festivalstol og/eller et tæppe med således, at de kan nyde sommeraftenen ved stranden og bålet sammen.

“Vi håber selvfølgelig, at folk vil støtte med at købe mad og drikke på pladsen. Der kommer både kebab- og pølsevogn samt der bliver solgt forskellige drikkevarer og snacks på pladsen. Derudover er det en god idé at tage en festivalstol eller et tæppe med, så man kan nyde bålet, musikken og alt det andet,” slutter Mark Korsgaard Fenger af med at sige.

Program for Skt. Hans Aften på Gisseløre i Kalundborg:

  • 17:00 Pladsen åbner – velkomsttale
  • 17:00 – 22:00 Kalundborg Tri-Klub; info og konkurrencer for børn
  • 17:30 – 17:45 Konkurrence: Kalundborgs hurtigste havsvømmer
  • 17:00 – 18:30 Gratis ansigtmaling for børn v. Jasmin Werth
  • 17:45 – 18:15 Livemusik v. Kenneth Wester
  • 18:15 – 18:45 Amerikansk lotteri vol. 1
  • 18:45 – 18:55 Kalundborg Friskoles kor synger
  • 19:00 – 19:20 Børnebålet tændes – midsommervisen synges
  • 19:20 – 19:50 Livemusik v. Kenneth Wester
  • 20:00 – 20:30 DJ Bow Miller
  • 20:30 – 21:10 Amerikansk lotteri vol. 2
  • 21:10 – 21:20 Kalundborg Friskoles kor synger
  • 21:20 – 21:30 Båltale v. Pernille Labusz
  • 21:30 – 21:40 Bålet tændes – midsommervisen synges
  • 21:40 – 22:00 DJ Bow Miller
  • 22:00 – 22:30 Pladsen lukker

 Hovedsponsorer:

  • Troels Køhl Hoby-Hansen, der ejer Troels A/S
  • Per Junge, der ejer Electricom
  • Moderne VVS, ejet af Flemming Bif Lubke Rasmussen
  • Michael Jedig Busk, der ejer Jerslev Stilladsservice
  • Peter Egebæk og Michael Skovgaard Rasmussen, der ejer Meny Kalundborg
  • TV-Kalundborg.dk, der ejes af Jens Nielsen
  • Toftegaard Direct Leasing, der ejes af Mark Korsgaard Fenger

Se begivenhed på Svømmeklubbens Facebookside her: Skt. Hans Aften, Gisseløre 2024

Del