Stor opbakning til generalforsamling i Høng Lokalråd
En væsentlig del af arbejdet det seneste år har været dialog med Kalundborg Kommune om vedligeholdelse og forbedringer i lokalområdet.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
HØNG: Høng Lokalråd samlede den 18. marts 2026 mange deltagere til en velbesøgt generalforsamling på Høng Gymnasium. Lokalrådet kan nu tælle 69 medlemmer.
En væsentlig del af arbejdet det seneste år har været dialog med Kalundborg Kommune om vedligeholdelse og forbedringer i lokalområdet. Blandt andet er der gjort opmærksom på behovet for bedre belysning på cykelstien til Løve samt ved det gamle rådhus og de omkringliggende stier. Derudover er en række andre forhold blevet rejst over for kommunen.
Lokalrådet har også igangsat et stiprojekt mellem Gørlev og Høng langs veteranbanen og har været i dialog med kommunalbestyrelsesmedlemmer valgt i den tidligere Høng Kommune. Samarbejdet med andre lokalråd i område syd har ligeledes været prioriteret.
Der er fremsat forslag til ”Få det fixet puljen”, som dog ikke faldt inden for puljens kriterier. Forslagene omfattede blandt andet nye stier ved Elmelunden samt etablering af et fortov på Tranevej fra Engvej til Gyldenagervej over en strækning på cirka 160 meter.
Trafiksikkerhed et centralt tema
Trafiksikkerhed har også været et centralt tema. Der er fulgt op på trafiktællinger, og kommunen har gennemført en ny måling i Hovedgaden. Derudover er der fremlagt forslag til regulering af tung trafik gennem Høng by, herunder etablering af to omfartsveje, skiltning samt en løsning, hvor kantsten i Hovedgaden sænkes, så cyklister kan trække op på fortovet ved behov.
Frivillighed blev ligeledes drøftet, hvor der blev peget på et ønske om større lydhørhed fra kommunen over for det arbejde, frivillige yder.
Bekymringsskrivelse
Lokalrådet har desuden sendt en bekymringsskrivelse til kommunen vedrørende VP-grunden på grund af asbest og anden forurening.
Af aktiviteter fremadrettet blev det nævnt, at lokalrådet deltager med en stand på Folkemødet, og at jobmessen for de ældste skoleklasser og det lokale erhvervsliv afholdes igen den 26. marts på Høng Landbrugsskole.
Der var genvalg til hele bestyrelsen. Den består af Arne Christoffersen, Niels Christian Buch, Peter With, Jeanette Jensen, Birger Jensen, Lone Varming, Niels Erik Danielsen, Trine Birkmose og Laila Lyng Madsen.
Kalundborgegnens Erhvervsråd orienterede om et omfattende midtbyprojekt
Efter generalforsamlingen orienterede Caspar Christensen fra Kalundborgegnens Erhvervsråd om et omfattende midtbyprojekt, som allerede er i gang. Der er indgået en samarbejdsaftale mellem en række lokale aktører, herunder Høng Erhvervsforening, Høng Center, Høng Gymnasium og HF, Høng Lokalråd, Høng Gymnastikforening, Ældre Sagen Høng, Fonden Det Private Botilbud, Kalundborgegnens Erhvervsråd og Kalundborg Kommune.
Projektet skal munde ud i en strategisk helhedsplan og handleplan for udviklingen af Høng midtby. Planen forventes vedtaget af kommunalbestyrelsen i 2027, hvis processen forløber som planlagt. Parterne vil efterfølgende arbejde videre med at realisere handlekataloget og løbende justere planen.
Som led i arbejdet afholdes der et borgermøde med aktiviteter den 13. juni, hvor borgerne inviteres til at bidrage med idéer til udviklingen af midtbyen.