Stor lokal julefest samlede børn og voksne

Hallen var pyntet op til fest, og som tidligere år kunne alle i lokalområdet deltage i arrangementet, der bød på både luciaoptog, julemand og forskellige boder.

Stor lokal julefest samlede børn og voksne
Torsdag eftermiddag var Firhøjhallen igen fyldt med glade børn og voksne, da FSI-Gymnastik og Firhøjskolen inviterede til årets traditionsrige juletræsfest. Foto: Kalundborg Kommune.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Luciaoptog, julemand og lotteri skabte julestemning for hele lokalområdet.

Torsdag eftermiddag var Firhøjhallen igen fyldt med glade børn og voksne, da FSI-Gymnastik og Firhøjskolen inviterede til årets traditionsrige juletræsfest. Hallen var pyntet op til fest, og som tidligere år kunne alle i lokalområdet deltage i arrangementet, der bød på både luciaoptog, julemand og forskellige boder.

Luciaoptog og aktiviteter for alle aldre

Bestyrelsesmedlem i FSI-Gymnastik, Marianne Toftegaard Holm, fortæller: ”Vores julefest er som altid for alle i området – børn, forældre, bedsteforældre, venner og veninder. Eleverne fra 4. klasse på Firhøjskolen går luciaoptog, vi får besøg af julemanden, og der er boder med både ansigtsmaling og bolsjekogeri.”

For mange unge deltagere er julefesten en fast tradition. Ida Frandsen fra 8. klasse forklarer: ”Jeg har været med til festen lige så længe, jeg kan huske. Det er dejligt at være sammen med venner og familie, og mange her i området kender hinanden på kryds og tværs gennem gymnastikforeningen og skolen.”

Klassekammeraten Sofie Holm tilføjer: ”Der er noget for alle – boder, fællesdans om juletræet, luciaoptog – og alle glæder sig hvert år. Det er en rigtig hyggelig måde at samle hele lokalområdet på.”

Tak til frivillige og lokale sponsorer

Julefesten ville ikke være mulig uden de mange frivillige fra FSI-Gymnastik, der hjælper med både opstilling og oprydning, understreger Marianne Toftegaard Holm. Hun roser også de lokale virksomheder, der sponsorerer præmier til elevernes lotteri.

Lotteriet drives af 8. årgang fra Firhøjskolen, som bruger indtægterne til en kommende lejrskole til udlandet. Sofie Holm fortæller:

”Vi håber gennem loddekøb at samle nok penge, så vi kan komme til Berlin næste år.” Ida Frandsen tilføjer: ”Det var lidt nervepirrende at spørge firmaerne om sponsorgaver, men alle var rigtig søde, og vi er glade for deres støtte.”

Festen i Firhøjhallen bekræfter traditionen med at samle lokalområdet i julens tegn – med smil, fællesskab og masser af juleglæde.

Del