Stopper med salg af fabriksnye Ford og Hyundai biler i Kalundborg

Store dele af bilbranchen ændres i disse tider, og for at forberede de nye tider vælger Bin2Bil, at tilpasse sig i Kalundborg, hvor man pr. 01.07.2024 ændrer salg af nye biler til at foregå fra afdelingerne i Holbæk og Slagelse.

Stopper med salg af fabriksnye Ford og Hyundai biler i Kalundborg
På sigt vil Bin2Bil Kalundborg samle aktiviteterne i Elmegade 31 (nuværende Ford-bygning), og så vil ejendommen Elmegade 33 (nuværende Hyundai og Renault/Dacia-bygning) blive solgt eller lejet ud helt eller delvis. Foto: Bin2Bil

Af Jens Nielsen

Strukturen for salg af nye biler ændrer sig hurtigt i øjeblikket, og Bin2Bil forbereder og tilpasser sig de nye tider. Det betyder, at kunderne fremover ikke længere kan købe en fabriksny Ford eller Hyundai bil i Kalundborg. Bin2Bil henviser til deres afdelinger i Holbæk og Slagelse når det gælder fabriksnye biler, mens afdelingen i Elmegade i Kalundborg vil sælge nyere brugte biler.

Store dele af bilbranchen ændres i disse tider, og for at forberede de nye tider vælger Bin2Bil, at tilpasse sig i Kalundborg, hvor man pr. 01.07.2024 ændrer salg af nye biler til at foregå fra afdelingerne i Holbæk og Slagelse. I Kalundborg vil man stadig kunne købe nyere brugte biler – primært af Bin2Bils egne mærker på koncernplan – Ford, Hyundai, Volvo og Mazda.

Autoriseret Service værksted for Ford og Hyundai fortsætter uforandret, og det er det samme personale, som kunderne vil møde i indskrivningen til værksteder til almindeligt servicearbejde og skadesarbejde. Det vil også sige, at vi stadig kan lave garantireparationer på såvel Ford som Hyundai.

Erhvervsvogne kan ligeledes også stadig serviceres af de specialuddannede teknikere.

På sigt vil Bin2Bil Kalundborg samle aktiviteterne i Elmegade 31 (nuværende Ford-bygning), og så vil ejendommen Elmegade 33 (nuværende Hyundai og Renault/Dacia-bygning) blive solgt eller lejet ud helt eller delvis.

Som et led i ændringen søger Bin2Bil samtidig en ny Filialchef til afdelingen i Kalundborg, som skal have ansvar for både salg og eftermarked, og personen må meget gerne være fra lokalområdet i Kalundborg. Denne stilling er slået op på vores hjemmeside.

Salget af nye Renault og Dacia biler og det autoriserede værksted på Renault og Dacia stoppede pr. 01.05.2024 i Kalundborg, men også her, vil man stadig kunne lave almindelige service- og skades-reparationer på Renault og Dacia. Garantireparationer på Renault og Dacia henvises til det autoriserede Renault og Dacia værksted i Holbæk, som fortsætter som autoriseret Renault og Dacia Service værksted.

”Tilpasningen er nødvendig for at sikre vores tilstedeværelse i Kalundborg, og med denne ændring i Kalundborg forbereder vi os til fremtiden i bilbranchen. Vi vil stadig kunne servicere vores gode loyale kunder i Kalundborg, og vi vil kunne levere den nye bil fra vores afdelinger i Holbæk og Slagelse, - og vi kommer gerne ud til kunden lokalt i Kalundborg.”, siger direktør, Tom Frederiksen.

Del