Stillads for knap 3 mio. kr. er stjålet

Sagen er meldt til politiet, men hos Jerslev Stilladsservice håber man på, at nogle ligger inde med oplysninger, der kan få deres materiel hjem på adressen igen.

Stillads for knap 3 mio. kr. er stjålet
Stilladsfirmaet, der efterhånden har været i branchen i mange år, har netop fået stjålet stillads for omkring 3 mio. kr. Foto af lignende stillads fra Jerslev Stilladsservice.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-klaundborg.dk

Jerslev Stilladsservice mangler lige nu stillads for knap 3 mio. kr. Det er nemlig blevet stjålet fra virksomheden af en “kunde”, og de efterlyser nu stilladset.

Stilladsfirmaet, der efterhånden har været i branchen i mange år, har netop fået stjålet stillads for omkring 3 mio. kr. Sagen er meldt til politiet, men hos Jerslev Stilladsservice håber man på, at nogle ligger inde med oplysninger, der kan få deres materiel hjem på adressen igen.

“Vi blev ringet op af en der skulle bruge et stillads på Fynsvej 60 i Middelfart. Vores afdelingsleder på Fyn kørte ud og kiggede på adressen og gav dem også et tilbud på opsætning og nedtagning. Manden, der bad om tilbuddet, spurgte, om han kunne nøjes med at leje stilladset, for han havde selv arbejdskraft til at sætte det op. Det er ikke noget, vi gør så tit, men vi havde en del stillads på lager, så vi sagde ja, og vi leverede grejet på adressen. Der blev leveret stillads, hvad der svarer til otte-ti læs på vores egne stilladsbiler, hvilket er omkring tre mio. kr. værd,” fortæller Dennis Jedig Busk, der er daglig leder hos Jerslev Stilladsservice.

Var pist forsvundet

For Jerslev Stilladsservice er det praksis, at de følger op med et opkald til en ny kunde, når der er sendt en faktura. Men der var ingen kontakt, og derfor kørte de ud til kunden, der ikke længere var der: “Vores afdelingsleder på Fyn kørte derover, og der lå kun noget af vores grej. Det har vi nu hentet,” fortæller Dennis Jedig Busk.

Jerslev Stilladsservice har meldt tyveriet til politiet. Men hos stilladsfirmaet håber man alligevel på, at nogen har oplysninger, så de kan få deres stillads hjem igen.

“Hvis nogen skulle have fået kolde fødder, så er vi som udgangspunkt mest interesseret i at få vores materiel tilbage, som vi gerne selv henter uden yderligere spørgsmål,” skriver Jerslev Stilladsservice på deres Facebookside.

Der er tale om Layher rammestillads og Layher søjlestillads med aludæk, malet rødt og sort, der er blevet stjålet. Tyveriet er sket fra adressen i Middelfart mellem den 17.1. og 1.2. Hvis man ved noget om de stjålne stilladser, henviser Jerslev Stilladsservice til, at man kontakter dem på tlf.nr. 21778522.

Del