Stark holdt fyraftensmøde med borgmesteren
Til et intimt fyraftensmøde i Stark fortalte borgmester Martin Damm(V) om byggeboomet i Kalundborg.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Byggeboom, infrastruktur og internationale spillere på vej til Kalundborg var nogle af de emner, borgmester Martin Damm kom ind på til fyraftensmøde hos Stark.
Tirsdag aften var der fyraftensmøde for kunder og håndværksmestre i Stark. Trælastdirektør Kristian Ulrich Møbius havde lagt op til en aften, hvor byggeboomet i Kalundborg var centrum for snakken.
Her kunne Martin Damm fortælle, at der blandt andet er et nyt campus på vej, flere studieboliger, og så kunne han fortælle noget om Novos størrelse, når det kommer til byggeri.
"Martin Damm fortalte, at Novo lige nu har bygget, eller er i gang med at bygge, på 1,3 millioner kvadratmeter. Men de har købt arealer svarende til 1,1 millioner kvadratmeter, så groft sagt kan de bygge det, de allerede har bygget, en gang til", fortæller Kristian Ulrich Møbius
Ny stor international spiller - måske - på vej
Der blev også talt om udnævnelsen til national industripark, som kommer til at tiltrække nye firmaer, om infrastrukturen og så kom Martin Damm ind på, at der - måske - er en stor international virksomhed på vej.
"Han kom ikke nærmere ind på hvilken, med det drejer sig om et firma, som er på størrelse med Novo. Måske større", siger Kristian Ulrich Møbius