Stak af fra politiet og kørte galt
Da patruljen vendte rundt for at stoppe motorcyklisten, gassede han voldsomt op, og patruljen kunne konstatere, at motorcyklen var oppe at køre over 200 km/t.
Af TV-Kalundborg kontakt@tv-kalundborg.dk
Søndag aften kort efter kl. 22 kom en patrulje kørende forbi en motorcykel på Holbækvej i Kalundborg, som kørte langt over de tilladte 80 km/t. Da patruljen vendte rundt for at stoppe motorcyklisten, gassede han voldsomt op, og patruljen kunne konstatere, at motorcyklen var oppe at køre over 200 km/t.
Motorcyklisten drejede på et tidspunkt af til et grønt område, hvor patruljebilerne ikke kunne køre. Kort efter blev patruljen orienteret om, at der i området var sket et færdselsuheld, hvor en motorcykel var involveret. Da de kom frem til stedet, kunne de se, at der var tale om samme motorcykel, som de havde forsøgt at standse.
Føreren af motorcyklen var en 32-årig mand, som både var påvirket af stoffer og alkohol. Derudover havde manden intet kørekort, og så var der påmonteret falske nummerplader på motorcyklen. Manden var ved bevidsthed, og politiet kunne derfor visitere ham, hvor de også fandt stoffer i hans lomme.
Den 32-årige blev kørt til tjek på sygehuset, men ikke uden at være blevet sigtet for ikke at følge politiets anvisninger, to gange at have overtrådt hastighedsbegrænsningen, at have kørt med nummerplader, der ikke tilhørte køretøjet, være påvirket under kørslen og være i besiddelse af stoffer. Derudover blev der oprettet en sag angående vanvidskørsel. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport mandag.