Stafet For Livet er på trapperne

De er knap 300 deltagere og 30 fightere tilmeldt lige nu, og erfaringen siger, at der kommer flere til i løbet af de næste dage op til arrangementet.

Stafet For Livet er på trapperne
Om kort tid er der atter Stafet For livet i Munkesøen i Kalundborg. Her formand for styregruppen Stafet For Livet Kalundborg, Dan Hansen og medlem Ole Lauritzen, Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Om kort tid er der atter Stafet For livet i Munkesøen i Kalundborg, og indtil nu ser det godt ud på deltagerfronten.

De er knap 300 deltagere og 30 fightere tilmeldt lige nu, og erfaringen siger, at der kommer flere til i løbet af de næste dage op til arrangementet. Faktisk ser deltagerantallet på nuværende tidspunkt lidt bedr ud end sidste år, så der er glæde og optimisme at spore hos styregruppen for Stafet For Livet Kalundborg.

”Tilmeldingen på nuværende tidspunkt er lidt bedre end sidste år, og sidste år var et godt år, hvad angår tilmelding, så vi er optimistiske. Vi håber på 425 deltagere,” siger formand for styregruppen, Dan Hansen.

Ny 4 km rute

I år er der lavet en ny 4 km rute, da flere har efterspurgt en lidt længere rute, man kan løbe. Ruten går ydermere op gennem byen.

”Vi har fået lavet en 4 km rute, som går gennem Kordilgade og videre tilbage ad Bredgade. Så kan folk også se aktiviteten. Vi håber, at der er flere, der vil heppe på deltagerne. Udover den rute, har vi selvfølgelig den almindelige bane på 400 m,” fortæller Dan Hansen.

Sidste år samlede Stafet For Livet Kalundborg 175.000 kr. ind, hvilket var rekordoverskud. I år håber man imidlertid på at slå rekorden.

”Vi håber på 200.000 kr., og det ser godt ud indtil videre. Vi har stor sponsorstøtte til selve stafetten, men også til holdene,” fortæller Ole Lauritzen fra styregruppen.

Den smukke lysceremoni

Der vil være både aktiviteter for børn og voksne i det døgn, hvor stafetten foregår i Munkesøen i Kalundborg. Der vil bl.a. være ansigtsmaling hos Sammenholdt, forskellige konkurrencer, cirkus og sæbebobler hos De Friske Fødder og der vil i løbet af dagen også være massage.

Derudover er der selvfølgelig den smukke lysceremoni, hvor man kan købe en lyspose og sende den op til stjernerne med en personlig hilsen på. Sidste år blev der sendt 220 hilsner afsted.

”Lysceremonien er så smuk, og det er noget, som alle sætter pris på. Vi kender jo alle en, der har haft cancer, har det eller desværre ikke er her mere pga. sygdommen. Her kan man så sende sin helt egen personlige hilsen og sende den til vejrs,” fortæller Dan Hansen.

De er pt. 13 frivillige i styregruppen og derudover 10 mere, der hjælper til på selve dagen. Men de kan altid bruge flere hænder.

”Har man lyst til at komme og give en hånd med blot et par timer, er man velkommen. Jeg ville faktisk ønske, at flere kunne opleve, hvor berigende det er at være en del af det her,” siger Ole Lauritzen.

Der er seks hovedsponsorer til arrangementet, der foregår i Munkesøen i Kalundborg lørdag den 23. august. Derudover har hvert hold ydermere sponsorater, hvilket tilsammen er omkring godt 60 sponsorer til de 12 hold i år. Alle indtægter fra Stafet For Livet går direkte til Kræftens Bekæmpelse.

Program

  • 11:00 Åbning af stafet for livet, formand Dan Hansen og borgmester Martin Damm holder åbningstalen. Den første runde på banen, hvor fightere går forrest og alle andre deltagere går efter
  • 12:00-12:30 Ballroom Dans med sig selv (Maria Lange Lehmann)
  • 14:00-14:30 Zumba (Anna Mortensen Lodall)
  • 14-? Massage (hos Sammenholdt)
  • 15:00-16:00 Henning Weidorf spiller
  • 16:30-17:30 Yoga (Trine Kronborg)
  • 19:00-20:00  Den trearmede tyveknægt (hos Sammenholdt)
  • 20:00-? Lodtrækning gaveræs (hos Sammenholdt)
  • 21:00-22:00 Thopper spiller
  • 22:00-23:00 Lysceremoni og tale ved Henriette Weibel, derefter synges Livstræt v. Annette Balle
  • 02:00-03:00 Fighter Timen, hvor man klæder sig ud med lys eller andre skøre ting, fighterne kårer den, der er bedst klædt ud.
  • 09:00-? Lodtrækning gaveræs (hos Sammenholdt)
  • 11:00  Afslutning af Stafet For Livet, overrækkelse af diplom til vinderne af Fighter Timen.

Del