Spioner og efterretningsagenter – før og nu
Er man interesseret i spionberetninger og den igangværende efterretningsindsats omkring Østersøen, skal man spidse ører.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Er man interesseret i spionberetninger og den igangværende efterretningsindsats omkring Østersøen, skal man spidse ører og kigge forbi Kalundborg Bibliotek inden længe, hvor Niels Jensen holder foredraget: Spioner og efterretningsagenter – før og nu.
Danmarks beliggenhed mellem øst og vest har i århundreder bevirket en omfattende udenlandsk efterretningsvirksomhed – med lovlige og ulovlige metoder – rettet mod Danmark og rettet mod vores nabolande.
Under Den Kolde Krig 1949-1990 og under den nuværende hybridkrig spiller Danmarks beliggenhed med De danske Stræder – Lillebælt, Storebælt og Øresund en vital rolle som ”Østersøens Lås”. Angrebet på naturgasledningerne på bunden af Østersøen har optrappet den igangværende konflikt.
Bibelske spionberetninger – og efterretningsindsatsen omkring Østersøen
Foredraget starter med bibelske spionberetninger – og ender med den igangværende efterretningsindsats omkring Østersøen. Foredraget bygger på en lang række kilder fra CIA, Forsvarets Efterretningstjeneste samt svenske og baltiske kilder. Foredraget suppleres af billeder på storskærm.
Niels Jensen har en fortid som efterretningsofficer i det danske forsvar under Den kolde Krig, og har i civilt omfang arbejdet som dagbladsjournalist og forfatter i mere end 40 år. Han er uddannet reserveofficer i Flyvevåbnet (Flyverløjtnant af 2. Grad af Reserven) og ved Hærens Specialskole. Hans baggrund som taktisk efterretningsofficer i 1970'erne og 1980'erne har ledt til en specialisering i den hemmelige russiske kortlægning af Danmark, under Den kolde Krig og tiden der fulgte. Han har skrevet mere end 40 bøger non-fiction, og er nu foredragsholder om Danmarks nyere historie - især Den kolde Krig.
Foredraget foregår på Kalundborg Bibliotek onsdag den 10. september kl. 19. Billetter købes via Kalundborg Bibliotekers hjemmeside https://www.kalundborgbib.dk/ under ”Det sker” eller i det betjente åbningstid på dit lokale bibliotek.