Spinning samlede kroner 203.000 ind til ungdommen

Lørdag blev der igen trampet flittigt i pedalerne på Solskinspladsen i Kalundborg.

Spinning samlede kroner 203.000 ind til ungdommen
Da Thomas Aunsbak og Brian Petersen havde nået i mål, skålede de med hindanden i en velfortjent fadøl, som var sponsoreret af La Viva. Foto: Thomas Gosch.

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk 

Lørdag blev der igen trampet flittigt i pedalerne på Solskinspladsen i Kalundborg, hvor årets store spinningevent fandt sted til fordel for ungdomsarbejdet i Kalundborg Gymnastik- og Boldklub (KGB).

Bag arrangementet stod KGB’s Erhvervsklub, som endnu engang havde samlet et hold engagerede deltagere, der satte sig i sadlen for den gode sags tjeneste. Otte lokale profiler havde meldt sig til at cykle Tour 2025 – og dermed videreføre traditionen. Det er nemlig 23. gang, at Tour de KGB afholdes.

Hver sponsor støtter med et beløb pr. kørt kilometer, dog maksimalt 40 kilometer. De otte ryttere, som cyklede for at samle penge ind, var: Thomas Aunsbak (Multi-Tech), Lars Bo Kristensen (Beierholm), Monica Jackson (Dragsholm Sparekasse), Brian Petersen (Volkswagen Kalundborg), Michael Gosch (Nybolig), Heidi Slott (TV-Kalundborg.dk), Jakob Madsen (KGB) og Steen Jensen (Punkt 1). De otte ryttere cyklede tilsammen 368,84 kilometer på en time. Det gav samlet 203.000 kroner, som tilfalder KGB´s Ungdom

Rytterne havde hele 101 sponsorer i ryggen, og der var både spurtpræmier og præmier til publikum undervejs. Tilskuerne kunne blandt andet deltage i en konkurrence om at gætte det samlede antal kørte kilometer – med gavekort til Vores Kalundborg på højkant. Der var rigtig mange der deltog og de tre tilskuere der kom tættest på de 368,84 var:

  1. Leif Petersen med 370 kilometer og vandt et gavekort på 500,- til VoresKalundborg
  2. Cevin Thrane med 367 kilometer og vandt et gavekort på 300,- til VoresKalundborg
  3. Louise Holmquist med 372 kilometer og vandt et gavekort på 100,- til VoresKalundborg

Tour de KGB viste endnu engang stærk lokal opbakning og god energi på Solskinspladsen i Kalundborg.

Rytternes individuelle resultat

  1. Jakob Madsen (KGB) 50,5 kilometer 
  2. Thomas Aunsbak (Multi-Tech) 50,12 kilometer
  3. Brian Petersen (Volkswagen Kalundborg) 46,4 kilometer
  4. Lars Bo Kristensen (Beierholm) 46,1 kilometer
  5. Heidi Slott (TV-Kalundborg.dk) 45,8 kilometer
  6. Michael Gosch (Nybolig) 45,32
  7. Monica Jackson (Dragsholm Sparekasse) 44,6 kilometer
  8. Steen Jensen (Punkt 1) 40,0 kilometer

Steen Jensen havde lovet sine sponsorer kun at cykle 40 kilometer, så han stod af 5 minutter før tid og trak sin cykel det sidste stykke over målstregen.

 

Del