Sort af mennesker til fernisering

Der kunne næppe være flere mennesker i lokalerne i forbindelse med ferniseringen af den nye kunstudstilling på Bispegården.

Sort af mennesker til fernisering
Lørdag eftermiddag var der fernisering på Bispegården i Kalundborg. Det er Jimmy Edvardsens malerier, der nu fint hænger i de smukke gamle lokaler. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag eftermiddag var der fernisering på Bispegården i Kalundborg. Det er Jimmy Edvardsens malerier, der nu fint hænger i de smukke gamle lokaler, der tidligere var restaurant. Der var mødt mange mennesker op for at se den tidligere kalundborgensers kunst.

Faktisk kunne der næppe være flere mennesker i lokalerne på Bispegården i forbindelse med fernisering af kunstudstilingen med Jimmy Edvardsens malerier. Den 48-årig kunstner, der oprindeligt er fra Kalundborg, men flyttede til København for 29 år siden, gik storsmilende rundt mellem de mange gæster til ferniseringen. Jimmy Edvardsen holder meget af Kalundborg, og det betyder meget for ham, at han har fået mulighed for at udstille sine malerier i fødebyen.

Smukke malerier hele juli på Bispegården

At Jimmy Edvardsens malerier hænger på Bispegården sker, fordi kommunalbestyrelsen har besluttet at inddrage den tidligere restaurant til et kunstprojekt, der skal inddrage det yngre publikum – og her er Jimmy Edvardsen altså den første kunstner, der udstiller.

Esben Hansen (S), der er næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget sagde et par ord til kunstneren – og til gæsterne.

“… Jeg er, Kultur og Fritidsudvalget er – klar i meldingen om, at disse lokaler her, hvor der tidligere var restaurant, ser vi gerne blive brugt til at nye kunstnere måske uden det store udstillings CV får muligheder. Det gør vi i et forsøg på også at tiltrække et lidt yngre publikum, med al respekt.”

Det er ikke glimmer og bling bling

Ydermere sagde Esben Hansen også, at han var meget glad for, at netop Jimmy Edvardsen har fået muligheden for at udstille lige netop på Bispegården.

“Du er jo Kalundborg dreng men efter mange år i det Københavnske er kulstøvet fra Asnæsværket nok børstet af men ikke forsvundet…Jimmys billeder/portrætter er komprimeret levet liv. Nogen vil måske sige, at det ses tydeligt, at det ikke er mennesker fra samfundets top – her er det ikke Paradise, ikke glimmer og bling bling. Det er dæmonisk og lagene af nederlag, sorg, savn fremstår i furerne. Jeg synes jeg kender dig – derfor ser jeg solidaritet i dine portrætter. Du maler et håb og en kærlighed ind i portrætterne og ikke mindst en respekt. De bliver nemlig ikke udstillede som den menneskelige bærme, vi skal være bange for. Du udstiller din egen tolerance – tolerance for de skæve, dem som skal støttes, dem som behøver en hånd - en tolerance overfor dine medmennesker. Livet er for nogen en umenneskelig kamp, og du Jimmy er med til at give en modvægt til den intolerance og manglende indsigt, som bl.a. kommer til udtryk i fingerknips løsninger som, at trivselskrise blandt vores unge skal løses ved, at de bare skal være mere robuste. Tak for kaffe og tag jer sammen. Bullshit! Jimmy spænder vidt. Han tror jo på eventyr, det mytiske. Mange af Jimmys billeder er meget ekspressive, og intet overlades til tilfældighederne - eller gør det? Jimmy giver beskueren fri fortolkning, men sanselighed, kropslighed er en væsentlig del af mange af Jimmys malerier. En hårdhed, som samtidigt er kombineret med poetisk blidhed - en dualisme, som Jimmy bruger i historiefortællingerne.”

Med de ord erklærede han udstillingen åben, og de mange gæster kunne nyde kunst, en lille snak samt vin m.m.

Del