Lokal fond bag donation til kommunens børnehaver
Nu er det nemmere at få bevægelse og leg i alle børnehaverne i Kalundborg Kommune.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Pædagoger og medhjælpere i børnehaverne i Kalundborg Kommune kan nu, på en
ganske almindelig dag, tage alle børn med på en fantasifuld og sjov tur på enten
Bondegården, Zoofari eller Rumfart.
Bevægelseskonceptet Action Kids er nemlig kommet til alle børnehaverne i Kalundborg Kommune, og det giver mulighed for mere bevægelse og leg til alle børnehavebørn.
Takket være Bent O. Jørgensens Fond har den almennyttige forening, Action Kids, forleden overrakt
37 action-kasser til Kalundborg Kommune.
Bent O. Jørgensens Fond støtter velgørende, kulturelle, sportslige eller lignende formål med særlig
hensyntagen til sådanne formål, der har tilknytning til Kalundborg Kommune.
Tina Langholz, afdelingsleder for dagtilbud, fra Kalundborg Kommune tog imod
bevægelseskonceptet.
Ved overrækkelsen af de 37 action-kasser sagde hun:
”Det er et rigtig spændende materiale, og det ser gennemarbejdet ud. Jeg håber, at medarbejderne
og børnene får rigtig meget glæde af det i hverdagen.”
Henvender sig direkte til børnene
Action Kids er Danmarks største bevægelseskoncept direkte henvendt til børnehavebørn.
Konceptet er udarbejdet i samarbejde med ergoterapeuter, fysioterapeuter og pædagoger
med henblik på at motivere børn til mere bevægelse gennem leg, og dermed give
institutionerne en innovativ, skærmfri og nem måde at integrere mere motion i
dagligdagen.
Ved hjælp af en fortællerstemme, samt musik, lydeffekter og farverige
tegninger bliver børnene guidet gennem en række fantasifulde historier, hvor de kan tage
på bondegårdsbesøg, på zoofari eller på rumrejse.
Konceptet henvender sig også til børn, der normalt ikke deltager i sport eller konkurrenceprægede aktiviteter, da det ikke præsenteres som motion, men som interaktionsbaseret historiefortælling.
Ifølge Action Kids’ projektleder, Thomas Fedder, er tanken bag Action Kids, at børnene
slet ikke opdager, at de dyrker motion:
“Historierne er inddragende og skal sætte gang i fantasien. Undervejs får børnene forskellige opgaver, de skal løse, hvor de aktivt bruger kroppen. Det er aktiviteter, der passer til fortællingens forløb, og idéen er dermed, at børnene fokuserer mere på at løse opgaven end på, at de motionerer.”