Hvorfor vil vi ikke redde verden?

Hvorfor vil vi ikke redde verden?

Under et vælgermøde i kommunalvalgkampen, hvor debatten endnu en gang rundede CO2 lagring slog det mig: Tænk hvis vi var stolte af, at der blev lagret C02 i vores undergrund!

Jeg bor selv lige oven på den underjordiske omvendte lertallerken, der er udpeget til potentielt fremtidigt C02-lager. Jeg er også medlem af miljøforeningen, og har været til mange informationsmøder og debatter for og imod. Ingen af de CO2-lagringsmodstandere, jeg har mødt på den rejse, har været klimaforandringsfornægtere. Tværtimod. Alle vil gerne give en klimasikker verden videre til de næste generationer. Så hvorfor er vi ikke stolte af, at det netop er vores undergrund? Hvorfor ser vi ikke frem til at kunne fortælle børnebørnene at lige her, 800 meter under vores fødder ligger den CO2 som ellers var ved at kvæle vores klode?

En ting er, at flere og flere bliver usikre på sikkerheden i metoden. Hvem har egentlig ansvaret, hvis noget går galt? Svaret er oftest, at intet kan gå galt. Men det er jo ikke en god forklaring til oplyste borgere. For ting, vi før blev forsikrede om var stensikre, har senere vist sig at gå galt (pesticider, pfas, jordpåfyldning...). En nuanceret dialog ville være mere konstruktiv.

Men mere afgørende for modstanden bure være, at der er noget der ikke stemmer. For er det egentlig den bedste metode til at redde klimaet?

CO2-fangst og -lagring er helt centralt for regeringens klimaplan. 34 millioner tons CO2 skal fanges og lagres. Her er det en pointe, at der er sat et fast mål og ikke en andel af det vi udleder. Hvis vi reducerer udledningen af CO2, så skal vi stadig fange 34 millioner tons. Og så er der i selve målet ikke et incitament til at reducere selve udledningen. VI skal faktisk stadig udlede for at kunne fange. Dertil er det en børsnoteret (tidligere olie-) selskab, der har fået det som en forretningsmulighed at lagre CO2’en. Og hvis nogen kan tjene på at lagre CO2, vil der også være interesse i/behov for at andre udleder CO2. Også her forsvinder metodens incitamentet til at begrænse udledningen af CO2.

Så selvom intentionerne sikkert er de bedste er man snublende tæt på, at CO2 lagring kan komme til at ”grønvaske” de udledninger, som ellers skulle være undgåede. F.eks. projekter som en Kattegatforbindelse. Udledningerne fortsætter, og det kulstof som vi har hårdt brug for i andre forbindelser fx i jordlaget, ender i dybt nede i undergrunden til ingen verdens nytte. Det dur ikke.

I den perfekte verden vil jeg være stolt over at den allersidste CO2, den som vi ikke kan undgå at udlede og vi ikke kan kompensere for på andre måder, bliver lagret 800 meter under mine 7 hektar. Men på den anden side, så kan den smule CO2, der er tilbage lige så godt blive lagret i tidligere gaslagre i Nordsøen. Og nu viser det sig jo også, at vores undergrund slet ikke kan rumme så meget CO2, som forretningsmodellerne og klimaplanen forudsætter, og så skal vi alligevel finde på en anden vej væk fra de fossile brændsler.

Som kommunalpolitikere er det vores opgave at arbejde for at reducere alle kommunens CO2-udledninger frem for at krydse fingre for, at teknologiske fix og smarte forretningsmodeller kan redde os fra at ændre adfærd. Det er dejligt hvis det viser sig at de kan, men håb er som vi ved ikke en strategi – heller ikke i kommunalpolitik.

Af Mette Hvid Brockmann, jordejer i Havnsø og kandidat til KV25 for Radikale Venstre.