Sommerhusområde er oversvømmet

Kalundborg Kommune er klar over problemet og der er sat gang i en permanent pumpeløsning, men sagen er strandet efter, at flere sommerhusejere har klaget over at de skal være med til at betale.

Sommerhusområde er oversvømmet
Flere sommerhusgrunde ved Bjerge Strand er oversvømmet. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Et større sommerhusområde ved Bjerge Nordstrand står under vand. Vandløb kan ikke afvande området og pumpeløsning er strandet i en sag som er påklaget.

Der er kommet rigtig meget regn gennem efterhånden flere måneder. Det giver udfordringer flere steder, bl.a. i en del af sommerhusområdet ved Bjerge Nordstrand hvor det efterhånden er nemmere at komme sejlende til sit sommerhus end kørende i bil.

Værst er det i området omkring Pilemosevej, Lindevej og Bjergevang. Her står vandet flere steder kun få centimeter fra at løbe ind i husene, og vandet er tæt på at nå så højt op i elskabe, at strømmen til sommerhusene kortslutter.

Værst er det hos Ole Petersen på Pilemosevej, her er det helt umuligt at komme tørskoet frem til huset, både vejen frem til sommerhuset og hele sommerhusgrunden står under vand og Ole Petersen fortæller, at når vandet på et tidspunkt er trukket væk, så skal gulv og isolering op og der skal sættes en affugter på.

”Man bliver godt nok trist når man ser det her,” fortæller Ole Petersen, mens  han går rundt i området iført lange gummistøvler.

Ole Petersen er sikker på, at problemet med, at vandet ikke kan trække væk er fordi, at vandløbet Holmen, som har udløb ved Svallerup Strand, har for lidt fald samtidig med, at det rør som løber ud i havet, er for lille og udløbet sander til, så Kalundborg Kommune et par gange om ugen må grave udløbet fri.

Kalundborg Kommune er klar over problemet og der er sat gang i en permanent pumpeløsning, men sagen er strandet efter, at flere sommerhusejere har klaget over at de skal være med til at betale.

”Kalundborg Kommune har indvilliget i at lave en pumpeløsning. Som jeg husker det, så skal alle de sommerhuse som ligger lavest være med til at betale og det er der flere som har påklaget, derfor er der ikke truffet en afgørelse endnu, men så snart der er truffet en afgørelse går vi i gang med at etablere pumpeløsningen,” fortæller Jakob Beck Jensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune.

Del