Søfartsmuseum flytter til Øen

Da Kalundborg Søfartsmuseum modtog en opsigelse af lejeaftalen af Bethesdakirken, fik bestyrelsen et chok. Men opsigelsen åbnede helt nye muligheder på Øen for enden af Kordilgade. 

Søfartsmuseum flytter til Øen
Formand for Kalundborg Søfartsmuseum Jens Christian Seeberg og bestyrelsesmedlem Bjarne Køllund er glade for den løsning, der er fundet, efter Kalundborg Søfartsmuseum fik en opsigelse. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Der er sjældent noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Sådan lyder et gammelt ordsprog, og for Kalundborg Søfartsmuseum blev en opsigelse vendt til en helt ny begyndelse.

Lørdag den 2. maj kan kalundborgenserne glæde sig til åbningen af Kalundborg Søfartsmuseum og Seafarer’s Club, når de slår dørene op i helt nye lokaler.

Men før de gæve sø-elskende folk når så langt, skal de have flyttet alle effekterne fra Bethesdakirken, hvor de åbnede i sommeren 2022, til de helt nye lokaler på Kordilgade 56.

Det er de ikke kede af, selvom det er et stort arbejde. Den nye placering giver nemlig meget bedre kontakt med byen og med strøggæster.

“Og se, der ligger faktisk en tattoo-forretning lige overfor, så det er næsten som et mini-Nyhavn,” siger Jens Christian Seeberg, formand for Kalundborg Søfartsmuseum og Maritim Formidling.

Det leder straks til spørgsmålet om, hvorvidt Jens Christian Seeberg eller bestyrelsesmedlem i Kalundborg Søfartsmuseum, Bjarne Køllund, selv har nogen tatoveringer.

“Altså, man sætter jo heller ikke klistermærker på en Ferrari, vel?” griner Bjarne Køllund.

Så svaret er nej.

Stemningen er kort sagt ikke spor nedtrykt, selv om det var noget af en mavepuster, da Kalundborg Søfartsmuseum i sidste på året 2025 fik en opsigelse fra deres udlejer.

Lokalet var lejet ud til anden side, og man skulle være ude slut marts.

Fik tilbudt andre lokaler

Men udlejer havde selv en løsning i baghånden. Nemlig nogle andre lokaler, som tidligere havde huset Kunstnerhuset, og som var ledige.

Og selvom det ikke var et ønske at flytte, kan både Jens Christian Seeberg og Bjarne Køllund få øje på de fordele, den nye placering har.

Bjarne Køllund har fundet sin søfartsbog frem. Han har tidligere sejlet som skibskok. Foto: Charlotte Koefoed

Her er nemlig mere plads, bedre mulighed for at indrette lokalerne og ikke mindst får man mulighed for at eksponere sig meget bedre, for der er flere vinduer, der er udstillingsvindue for det lille unikke museum.

Lokalerne kommer til at rumme Kalundborg Søfartsmuseum og Seafarer’s Club, som blev etableret i 2024. Her kan søfolk komme og låne bøger i det maritime bibliotek, komme til klubaftener og i det hele taget befinde sig i et maritimt miljø.

Når man har fået alle effekterne fra Bethesdakirken flyttet til de nye lokaler, bliver der plads til at brede sig noget mere.

Meget mere plads

Skiftende udstillinger, men også faste, får flere vægge og gulvplads, og det er en stor fordel, mener Jens Christian Seeberg.

Modelskibe, malerier, bøger, de to skibs-simulatorer og en samling af skibsradioer får flere kvadratmeter at være på, og der bliver også plads til, at gæsterne kan se på et varslingssystem, der for eksempel siger noget om russernes ageren og laden.

Man har fået næsten dobbelt så meget plads som tidligere. Det er Kalundborg Søfartsmuseum godt tilfredse med. Foto: Charlotte Koefoed

Inden man når så langt som til at fejrer åbningen lørdag den 2. maj, skal de nye lokaler renoveres og indrettet.

Der er omkring otte bestyrelsesmedlemmer og frivillige i Kalundborgs Søfartsmuseum til at varetage de mange opgaver og Jens Christian Seeberg oplyser, at man sagtens kan være flere. 
Er man interesseret, skal man bolt rette henvendelse til ham eller andre i Kalundborg Søfartsmuseum. 

 

Del