Socialdemokratisk hvidvask
Læserbrev: Socialdemokratisk hvidvask
Beslutning om endelig nedlæggelse af partiforening pr. 1. februar er nu taget
I Nordvestnyt Kalundborg kunne man før jul læse, at formanden for den største partiforening Socialdemokratiet i Kalundborg gav udtryk for, at han var ked ”af den splittelse, som kom i kølvandet på valget af Tina Beck-Nilsson som spidskandidat for fem år siden”.
I samme interview siger formanden Lars Kure, at ”det vi har øje på, det er bolden”, og at ”vi har prøvet at række ud….”.
Det er trist at konstatere, at Lars Kures hukommelse desværre ser ud til at svigte. Siden oprettelsen af partiforeningen for Socialdemokratiet (Raklev, Røsnæs om omegn), har det været en klar bestræbelse, som også Lars Kure har været direkte involveret i, at sikre al magt til den største partiforening gennem afstemningsregler, forsøg på begrænsning af ytringsfrihed mv.
Selv om der internt var åbenhed og enighed om at drøfte en ny spidskandidat for fem år siden, blev den proces totalt kortsluttet, da der med støtte fra bl.a. Lars Kure blev præsenteret en beslutning, som absolut ikke var til drøftelse, fordi der – som der blev sagt - nu skulle fornyelse til.
Man kan kun beklage, at et parti som Socialdemokratiet, der ellers finder det vigtigt at have øje for mindretal, på ingen måde har gået efter bolden, men tværtimod kun ønsket mindretallet i partiet hen hvor peberet gror.
Formanden mener i øvrigt, at partiet i dag har et væsentligt bedre udgangspunkt end ved sidste kommunalvalg. I den forbindelse kan man da bare konstatere, at den bebudede fornyelse er udeblevet. På trods af at man havde chancen for at sætte sig på en formandspost i Børn- og Familieudvalget, hvorunder skolerne hører, så takkede man nej.
Og nu kan man så se partiets gruppeformand i sidste uge sige, at man er også kommet for sent i gang med at højne niveauet i skolerne.
Tankevækkende at der nu er gået tre år, siden det blev sagt, at Folkeskolen skulle vendes på hovedet – og intet er sket, så det var den fornyelse!
Kampen er slut – partiforeningen for Socialdemokratiet (Raklev, Røsnæs og omegn) takker af pr. 1. februar 2025. Man har valgt ikke at fusionere, men nedlægge foreningen, så alle medlemmer er stillet frit.
Indlægget er skrevet på egne vegne.
Hanne Olesen
Jørgen Terkelsen