Snestorm, sammenhold og kampgejst

Dermed var spændingen stor før den sidste kamp onsdag aften, hvor en sejr ville sikre holdet en plads i semifinalen.

Snestorm, sammenhold og kampgejst
Drengeholdet fra Svebølle Skole har netop deltaget i DM i skolevolley. Foto: Kalundborg Kommune.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Drengeholdet fra Svebølle Skole har netop deltaget i DM i skolevolley og vender hjem med en flot fjerdeplads efter nogle intense og oplevelsesrige dage.

I den indledende runde spillede holdet seks kampe og leverede en stærk indsats med fem sejre og blot ét nederlag. Dermed var spændingen stor før den sidste kamp onsdag aften, hvor en sejr ville sikre holdet en plads i semifinalen.

Kæmpede sig tilbage i afgørende kamp

Efter en lang dag og trætte ben kom Svebølle-drengene bagud 6-2 i tredje sæt i den afgørende kamp. Men med vilje, sammenhold og stor kampgejst kæmpede de sig tilbage. Punkt for punkt arbejdede de sig op, og til sidst kunne de juble over en sejr på 15-10 – og dermed en plads i semifinalen.

Torsdag morgen ventede en stærk og sammentømret modstander. Svebølle-holdet gik på banen med samme mod og fightervilje, som havde bragt dem så langt i turneringen. Her måtte de dog se sig slået, og under kampen pådrog en af holdets spillere sig en øjenskade, som efterfølgende krævede et besøg hos øjenlægen.

Skaden betød, at holdet måtte ændre både taktik og opstilling inden bronzekampen. Alligevel gik drengene til opgaven med stor energi. Kampen blev tæt og spændingen holdt helt til tredje sæt, hvor modstanderne til sidst trak det længste strå med cifrene 15-12.

”Vi træder ind på banen, vi er presset, og starter med at komme bagud, men vi finder hurtigt momentum, og spiller rigtig godt – det er fedt. I 2. sæt går vi ind til kampen med troen på, at vi har dem, men så kommer nervøsiteten og fejlene. De ting, der plejer at virke, fungerer ikke, og vi kan mærke, at vores holdspiller Thomas er ude med en skade. Vi går ind til 3. sæt og tror på sejren, men vi kommer bagud, men bevarer gejsten og energien. Desværre får vi allesammen lavet nogle dumme fejl, og det koster os sejren,” fortæller holdets anfører Raul Tarick.

Stolthed trods tabt bronze

Selvom bronzemedaljerne glippede, er der stor stolthed omkring holdets præstation.

”Det har været nogle vilde dage. Drengene har kæmpet, støttet hinanden og givet sig selv fuldt ud hele vejen. Vi voksne omkring holdet står tilbage med en enorm stolthed,” fortæller Belinda Fallesen, der som lærer var med holdet i Kolding.

Vejen til DM har været flere måneder undervejs, hvor drengene har trænet flittigt – også under forhold, der langt fra mindede om sydlandsk beachvolley. Selv i snestorm stod de på skolens udendørs volleyballbane og trænede.

I Svebølle er konklusionen derfor klar.

”I vores øjne har drengene taget guldet. En 4. plads ved DM i skolevolley er en præstation, de kan være meget stolte af,” siger Belinda Fallesen.

Fredag morgen blev holdet hyldet ved morgensamlingen på skolen.

Del