Sneen skaber problemer flere steder
Saltofte Gods ved Svebølle oplever for tiden problemer på grund af mangle på snerydning. Lastbilerne sidder ganske enkelt fast.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Lige nu er det rigtig vinter i Danmark. Sneen ligger mange steder og generer. Især på veje, der ikke bliver ryddet som de første.
Det oplever man for eksempel på Saltofte Gods, hvor Birgitte Boserup oplever problemer med de lastbiler, der kommer og henter korn til udskibning.
“Vi oplever gentagne gange, at lastbiler ender i rabatten, hvor min mand må ud og trække dem op. Han bliver ligeledes af og til kontaktet af naboer, som ikke kan komme frem,” forklarer Birgitte Boserup.
Hun har spurgt administrationen i kommunen om, hvordan det kan være, at man ikke rydder alle veje i kommunen, og bliver mødt med svaret, at det er en politisk beslutning.
Og det er det. Tilbage i sommeren 2023 besluttede Kalundborg Kommune, at man ville dele vejene op i klasser.
Inddeling af vejene
Bor man på en klasse 1 eller 2 vej, har vejen førsteprioritet, men bor man på en klasse 3 eller 4 vej, kommer sneploven ikke lige med det første.
Men formand for Teknik-, Natur- og Miljøudvalget, Jakob Beck Jensen (V), forklarede forleden prioriteten omkring klasse 3 og 4 vejene:
“Hvis man ikke kan komme frem med en almindelig bil med vinterdæk, så skal man bare henvende sig, så bliver der ryddet,” sagde han.
Birgitte Boserup peger på, at hvis hun stadig drev Saltoftehus, ville det være svært at tiltrække kunder, med mindre man selv ryddede vejene.
“Jeg færdes selv i både Odsherred Kommune og Holbæk og Roskilde - der ryddes fremragende sne,” siger Birgitte Boserup.
Lige nu er der varslet mere sne og snestorm. Så folk på de mindre klasse 3 og 4 veje kommer nok til at væbne sig med tålmodighed.
Skraldebilerne har også problemer
Kalundborg Kommune har netop udsendt en meddelelse via deres app, Perfekt Waste, om at sneen stadig skaber problemer angående tømning af skraldespandene, og at man må forvente, at sneen påvirker tømningen.
Man kan sætte ekstra sæk ved sin affaldsbeholder, og har man mulighed for det, kan man selv aflevere rest- og bioaffald på genbrugspladserne i Høng, Gørlev og Kalundborg.