Smeltevand presser sommerhusområde
I sommerhusområdet frygter ejerne, at smeltevandet vil nå at forårsage skader, inden det løber ud i Jammerland Bugt. Problemet er ikke nyt for området.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Enorme mængder sne smelter i disse dage på Sjælland, og de store vandmasser er på vej mod havet. I sommerhusområdet Bjerge Sydstrand frygter ejerne, at smeltevandet vil nå at forårsage skader, inden det løber ud i Jammerland Bugt. Problemet er ikke nyt for området.
Omkring 250 sommerhuse ligger i Bjerge Sydstrand, og blot syv kilometer øst for området findes Vestsjællands største sø, Tissø. Smeltevand fra store dele af Midt- og Vestsjælland ledes til Tissø og videre mod havet gennem blandt andet Halleby Å, der har udløb lige syd for sommerhusområdet.
Udløb sandet til
Ifølge sommerhusejerne er den mest nærliggende løsning at få gravet Sukkerkanalens udløb fri, da det i øjeblikket er sandet til. Når udløbet er blokeret, har vandet svært ved at løbe ud i havet.
Sukkerkanalen fungerer som en slags sikkerhedsventil. Den kunstige kanal blev etableret i 1940 og løber midt gennem sommerhusområdet. Kanalen skal aflaste Halleby Ås oprindelige udløb, men når den sander til, mister den sin effekt. Modsat området Flasken ligger kanalen ikke i et beskyttet naturområde, men den og særligt dens udløb bliver ifølge sommerhusejerne ikke vedligeholdt tilstrækkeligt til at håndtere store vandmængder.
Afgørelse afventer klagenævn
Jakob Beck Jensen (V), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune, bekræfter, at der bør graves ud – men kommunen kan ikke handle i øjeblikket.
”Det er korrekt, at der bør graves ud, og det havde det tidligere Teknik- og Miljøudvalg også besluttet, men den beslutning er blevet påklaget fra flere sider. Landbruget mener, at vi er for restriktive, og at man skal lave undersøgelser inden man gør noget, og Dansk Naturfredningsforening (DN) mener ikke, at vi er restriktive nok. Pt. ligger beslutningen altså hos Miljøklagenævnet, så det er desværre svært at gøre meget lige nu,” fortæller han, og fortsætter: ”Vi skal selvfølgelig nok sørge for at det ikke er sandet til, og vi kan køre ud og åbne den. Lige nu følger den kysten og går mod højre, og den bør graves ud, så den åbnes op og går vinkelret på kysten, men at grave ud lige nu, har vi altså desværre ikke mulighed for.”
Sagen ligger nu hos Miljøklagenævnet, og der kan gå op til halvandet år, før der træffes en afgørelse. Ifølge Jakob Beck Jensen forventes der en afgørelse i løbet af 2026.
Læs også: Sommerhusområde er oversvømmet eller Video: Sommerhusområde tæt på oversvømmelse