Smalt flertal i Kalundborg: SF afviste borgmesterens tilbud og blev i opposition
Ifølge Thomas Malthesen Hiorth har oppositionen rakt ud til borgmester Martin Damm (V) for at forsøge at gøre konstitueringen bredere. Men det var ikke en mulighed, der på nogen måder var attraktiv, og derfor sagde han nej tak til den formandspost.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Til det netop overståede kommunalvalg fik SF's spidskandidat Thomas Malthesen Hiorth tredje flest stemmer, mens hans parti fik yderligere et mandat i kommunalbestyrelsen. Han fik også tilbudt en formandspost af borgmesteren for at deltage i konstitueringen, men det takkede han nej til.
Ifølge Thomas Malthesen Hiorth har oppositionen rakt ud til borgmester Martin Damm (V) for at forsøge at gøre konstitueringen bredere. Men det var ikke en mulighed, der på nogen måder var attraktiv, og derfor sagde han nej tak til den formandspost.
“Det skulle være bredere for at SF kunne være med i en konstituering samtidig med, at der skulle tales reel politik indledningsvist, og det kunne ikke lade sig gøre. Rød blok fik et møde med borgmesteren, men da fik vi blot samme tilbud igen. Vi forsøgte at presse ham, men det hjalp ikke. Martin Damm har konstitueret sig ved at love poster til de forskellige først, og jeg synes, at det er en ærgerlig måde at gøre det på,” siger Thomas Malthesen Hiorth.
Skulle have ventet med at konstituere sig
Thomas Malthesen Hiorth mener også, at flere af partierne skulle have taget den mere med ro på valgaftenen således, at man kunne have haft et ordentligt grundlag at basere en konstituering på.
“På valgaftenen gik det meget stærkt. Flere var svære at få fat i, og pludselig var der en konstituering på et meget smalt grundlag,” fortæller han, og fortsætter: “Det er da irriterende, da det ikke er det bedste grundlag med så smal en konstituering, som tilfældet er i Kalundborg Kommune. Det handler jo om at arbejde bedst muligt for kommunen, og det synes jeg ikke, at vi kan, når det ser sådan ud.”
Ville ikke pege på Damm som borgmester
Thomas Malthesen Hiorth fortæller ydermere, at han synes, at Martin Damm har straffet de partier, der ikke ville pege på ham som borgmester.
“Han hev mig ind tidligt på valgaftenen, og spurgte, om vi kunne pege på ham som borgmester. Det sagde jeg nej til, da vi jo gik til valg på en bred konstituering men med en anden borgmester – det samme gjorde Socialdemokratiet, Enhedslisten og Liberal Alliance. Og vi 4 partier er godt nok ikke blevet tilbudt meget – og derfor vælger vi jo så alle at gå i opposition.”
SF's gode valg betød dog, at Thomas Malthesen Hiorth, Charlotte Jørgensen og Kirsten Skovgaard nu sidder i den nye kommunalbestyrelse for SF, og er med i oppositionen, sammen med Socialdemokratiet, Enhedslisten, Marie Hansen, der er løsgænger og Liberal Alliance, som i øvrigt er næsten lige så stor som konstitueringen mellem Venstre, DF, Radikale, Danmarksdemokraterne og Kalundborg Listen, idet mandatfordelingen er 14-13.
Thomas Malthesen Hiorth fortsætter med at være medlem af Børn- og Familieudvalget i Kommunalbestyrelsen samt sidde i Økonomiudvalget. Charlotte Jørgensen skal være næstformand i Teknik- ogMiljøudvalget samt hun skal sidde i Kalundborg Forsynings bestyrelse. Kirsten Skovgaard skal sidde i Socialudvalget, som kommer til at hedde Social- og beskæftigelsesudvalget samt i det nye udvalg, der handler om samfundsberedskab.