Slut med salg af Renault og Dacia i Kalundborg

Store dele af bilbranchen ændres i disse tider, og Renault/Dacia Danmark har valgt at ændre deres distributionsstrategi i Danmark, hvilket betyder at 25 forhandlere bliver til 5 forhandlere.

Slut med salg af Renault og Dacia i Kalundborg
Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Renault/Dacia Danmark har valgt at ændre sit forhandlernetværk, det betyder at Bin2Bil A/S fra 1. maj i år ikke længere er salgsforhandler i Kalundborg og Holbæk - Bin2Bil A/S fortsætter dog som autoriseret Renault / Dacia Service forhandler i Holbæk.

Store dele af bilbranchen ændres i disse tider, og Renault/Dacia Danmark har valgt at ændre deres distributionsstrategi i Danmark, hvilket betyder at 25 forhandlere bliver til 5 forhandlere, og 59 udsalgssteder bliver til 31 udsalgssteder. Bin2Bil A/S i Kalundborg og Holbæk er 2 af de udsalgssteder, som ikke fortsætter fra 01. maj 24.

På værkstedet i Kalundborg kan man stadig servicere Renault og Dacia biler samt lave trafikskader – dog uden at være et autoriseret værksted af Renault / Dacia, men udført primært med originale reservedele fra afdelingen i Holbæk.

Forbrugerne skal vænne sig til, at der bliver længere mellem showroom og udleveringsstederne, men der vil stadig være kortere til serviceværksteder, oplyser Bin2Bil A/S i en pressemeddelelse.

”Vi vil dog stadig lagerføre nyere Renault / Dacia biler, som vi har mange års erfaring med – og dermed vil du som kunde stadig kunne finde en Renault / Dacia hos Bin2Bil i Holbæk og Kalundborg. Vi kan rådgive og vejlede dygtigt med vores mange års erfaring på området,” fortæller direktør, Tom Frederiksen fra Bin2Bil A/S, og fortsætter,

”Vi er naturligvis kede af beslutningen fra Renault/Dacia i Danmark, men vil gøre vores bedste til stadig at servicere vores Renault/Dacia kunder i fremtiden på service, vedligeholdelse og skader. Det er politisk, at Renault/Dacia ændrer strategi på salgssiden, og det er fuldstændig ude af vores hænder. Vores performance har hele tiden ligget i top. Så det handler ikke om, at vi har gjort det dårligt. Tværtimod. Vi vil også afsøge markedet for et alternativ mærke til erstatning for Renault/Dacia på salgssiden i Holbæk”, siger Tom Frederiksen.

Bin2Bil A/S fortsætter som autoriseret Renault/Dacia Service værksted i Holbæk, således at kunderne stadig kan komme og få lavet autoriseret service og trafikskader med originale reservedele.

Del