Skolemad

Læserbrev: Skolemad
Diabetesforeningen har længe kæmpet for at sætte tidligt ind, når det handler om vores børns trivsel, ved bl.a. at sikre sunde, daglige måltider i folkeskolen.
Derfor er vi glade for at Folketinget har sat 854 millioner kroner af til en forsøgsordning med skolemad i grundskolen.
Vi ser at andre lande som fx Sverige inkasserer så mange fordele ved skolemåltider. Her har de stor erfaring med skolemad, og kan fremvise overbevisende resultater i form af øget uddannelseslængde og livsindkomst.
Tom mave og lavt blodsukker er ikke optimalt hvis man skal holde motivationen høj. Derfor er god morgenmad og en solid madpakke vigtigt. I den bedste af alle verdener burde alle børn få dette hjemmefra, men det er desværre ikke hverdag for alle børn.
Type 2-diabetes er en stille sundhedskatastrofe, og i dag lever omkring 332.000 danskere med denne sygdom, heraf knap 3.600 i Kalundborg Kommune. Man forventer at dette tal på landsplan i 2030 vil være steget til 420.000. Derudover har mange forstadier til type 2-diabetes, der i mange tilfælde kan forebygges gennem sunde kost- og motionsvaner, og disse fastlægges som regel tidligt i barndommen.
Ved at sikre alle børn en sund maddannelse og et sundt dagligt måltid, kan vi forebygge mange tilfælde af type 2-diabetes i fremtiden.
Mætte børn lærer bedst, og undersøgelser har vist, at der er en klar negativ sammenhæng mellem læsning og sult.
Alligevel er tre ud af fire børn sultne i løbet af en skoledag, og det har konsekvenser for sundheden, læringen og den almindelige trivsel.
Diabetesforeningens lokalafdeling i Kalundborg vil derfor opfordre Kalundborg Kommune til at deltage i forsøgsordningen, om ikke andet så på udvalgte skoler, hvor også de nødvendige faciliteter er til stede. Se det som en investering i fremtiden, og ikke kun en udgift her og nu.
Susanne Zarp
Formand Kalundborg Lokalafdeling