Skibbrogade byder på secondhand-markeder med tøj og accessories

Initiativtagere vil arrangere nogle loppemarkeder med kvalitetstøj, som forhåbentlig vil bringe lidt stemning af indre Nørrebro til det lille ’Latiner-kvarter’ i Skibbrogade i Kalundborg.

Skibbrogade byder på secondhand-markeder med tøj og accessories
Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Skibbrogade kommer til at summe af liv når der hen over sommeren arrangeres flere secondhand-markeder. Første gang er den 1. juni. Det er fortsat muligt at booke en stand til Skibbrosalg.

En lille håndfuld forretningsdrivende fra Kalundborg midtby er gået sammen om at arrangere en række secondhand-markeder, hvor man som privatperson kan booke en stand og sælge ud af sin garderobe. Det er arrangørernes håb, at det kan udvikle sig til tilbagevendende begivenheder hver sommer.

Initiativtagere vil arrangere nogle loppemarkeder med kvalitetstøj, som forhåbentlig vil bringe lidt stemning af indre Nørrebro til det lille ’Latiner-kvarter’ i Skibbrogade i Kalundborg. Inspirationen er fundet hos lignende secondhand-markeder som f.eks. Ritas Blå Lopper eller det meget populære Veras Market, der nu findes både i København, Århus og Odense.

Fælles for de fire initiativtagere er, at de alle ønsker at støtte op om aktiviteter, der giver lidt mere liv i gaden og skaber stemning i Kalundborgs bymidte. Særligt Skibbrogade har gang i mange spændende tiltag i disse år, og det er også her, det nye secondhand-marked kommer til at løbe af stablen, og arrangementet har derfor også fået navnet ’Skibbrosalg’. Forventningen er, at Skibbrosalg kan appellere til både lokale, sommerhusejere og turister.

Første markedsdag er lørdag 1. juni, og selve markedet kommer til at foregå på hjørnet af Skibbrogade og Kordilgade. Her vil der være en række stande, der sælger tøj, sko og accessories til en fornuftig pris.

”Skibbrogade har en rigtig god atmosfære, og det er fedt at være med til at skabe et anderledes samlingssted i midtbyen. Vi håber på at appellere til såvel tilflyttere som lokale, som synes det er hyggeligt at gå på langsom skattejagt i boderne med en to-go kaffe i hånden,” siger Joachim Lefolii, der sammen med Christine Søvsø, Susanne Rahbek, Philip Jensen og Andreas Verdoes, står bag secondhand-markeder i Skibbrogade.

Stor interesse for secondhand

”Vi er garanteret mange, der går og mangler lidt mere luft i klædeskabet derhjemme, eller som har lidt dårlig samvittighed over, at vi ikke rigtig får brugt alle vores fede outfits. Og vi er lige så mange, som gerne vil lave en god handel og finde lækkert tøj til en billig penge. Vi bruger oftest vores tøj i omtrent 20% af den tiltænkte levetid, så med de her markeder giver vi tøjet en mulighed for at få en længere livscyklus,” forklarer Christine Søvsø.

Hvis man selv er én af dem, der går og mangler lidt mere luft i klædeskabet derhjemme, er det fortsat muligt at booke en stand til Skibbrosalg. Hvis du vil vide mere om booking eller bare er interesseret i at komme forbi lørdag d. 1. juni og gå på skattejagt, så følg med på Facebook på begivenheden ”Skibbrosalg,” hvor det er muligt at se yderligere informationer om markedet og kontakte arrangørerne.

Ved booking af en stand lægges et depositum på 250 kr., som returneres til standholderen, når markedet er afholdt og standpladsen efterladt i ryddet og pæn stand, oplyser arrangørerne.

Se mere - klik her

Del