Skeptiske lodsejere mødtes i Havnsø

Depotet kan opnå en udbredelse på 120 km2 svarende til 12.000 ha, og vil strække sig fra Havnsø i nord til Buerup og Jorløse i syd, fra Svinninge i øst og til Saltbæk i vest.

Skeptiske lodsejere mødtes i Havnsø
Mange lodsejere havde fundet vej til Væksthuset i Havnsø for at dele erfaringer og høre oplæg om CO2-deponering og den relevante jura. Foto: Kim Ejlertsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev afholdt onsdag møde i Væksthuset i Havnsø for interesserede lodsejere, der har modtaget henvendelser fra ”CO2 Storage Kalundborg”.

Det drejer sig om e-boksbrev med anmodning om at udlevere privat e-mail, hvorefter man får tilsendt en kontrakt til underskrivelse. Men det er bestemt ikke alle, der synes, at det lyder som en god ide at lagre CO2 i undergrunden ved Havnsø.

”Jeg skriver ikke under og de kommer ikke ind på min ejendom,” sagde en af deltagerne bestemt.

Fremgangsmåde opleves som anmassende og grænseoverskridende

”Nogle lodsejere har oplevet CO2 Storage Kalundborgs fremgangsmåde meget anmassende og grænseoverskridende, specielt når de ringer folk op og presser på, hvis man ikke ønsker at afgive privat mail eller skrive under på kontrakten,” fortæller Jan Brunchmann, mødeleder og medlem af gruppen ”Nej til at bo på CO2”, og fortsætter: ”Kontrakterne handler om, at lodsejeren skal give en udenlandsk entreprenør adgang til at udføre seismiske undersøgelser. CO2 Storage Kalundborg skal bruge resultaterne til at få lagringstilladelse fra Energistyrelsen, så de kan begynde deres forretningseventyr med at pumpe millioner af tons CO2 ned under folks huse i Nordvestsjælland.”

Depotet kan opnå en udbredelse på 120 km2 svarende til 12.000 ha, og vil strække sig fra Havnsø i nord til Buerup og Jorløse i syd, fra Svinninge i øst og til Saltbæk i vest. Byer som f.eks. Bregninge, Viskinge, Jyderup og Snertinge ligger i det udpegede område.

Kim Ejlertsen, bestyrelsesmedlem i Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev fortalte om de risici, der findes ved deponering af op til 305 millioner ton CO2.

”Fysikkens love tilsiger, at det deponerede CO2 vil søge op mod overfladen. Hvis der er rør, brønde, forkastninger eller ujævnheder i undergrunden, så risikerer vi, at CO2en når op under folks boliger, til grundvandet og til sårbar natur.”

Opfordrer til at nægte at skrive under på kontrakt

Forud for mødet havde ni hold fra kampagnen ”Nej til at bo på CO2” uddelt ca. 3.000 flyers til lodsejere uden for byområder og sommerhusområder i undersøgelsesområdet. I flyeren opfordrer Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev til ikke at give sin private mail, og undlade at skrive under på kontrakten.

Helle Bach, medlem af Juragruppen i ’Nej til at bo på CO2’ indledte sit indlæg om juraen med ordene: ”Det er en ærlig sag at nægte adgang, hvis man ikke bryder sig om de rystelser og tryk, som undersøgelserne medfører. Det kan være man er bekymret for dræn, jordvarmeanlæg eller sammenpresningen af jorden, som køretøjerne skaber. Det kan også være, at man som lodsejer simpelthen ikke ønsker at bo oven på et kæmpe CO2-depot med de risici det indebærer. Så er dette en mulig måde at forhindre lageret i at blive realiseret. Vi skal bare være mange nok, der nægter at skrive under.”

Bekymret for ukendte konsekvenser

Henrik Harboe, læge og formand for Miljøforeningen Ren Nekselø Bugt deltog også, og han sagde bl.a.: ”Vi er meget bekymrede over det projekt, Energistyrelsen har åbnet op for. Nedpumpning af så store mængder CO2 under beboede områder er en uprøvet teknologi i Danmark med ukendte konsekvenser for beboerne. Hvis det drejede sig om godkendelse af en ny type medicin, var det ikke blevet tilladt. Vi ser også store problemer forbundet med de seismiske målinger, der indledningsvis og løbende skal udføres i de naturbeskyttede habitatområder i Nekselø Bugt og Sejerø Bugt.”

Borgermøde

Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev vil fortsætte arbejdet med at oplyse om problemerne ved landbaseret CO2-deponering for at undgå, at Nordvestsjælland bliver Danmarks og Europas CO2-skraldespand. Foreningerne vil gerne samarbejde med borgerne i Jyderup og de andre berørte byer. Derfor planlægges et borgermøde i Jyderup den 1. marts 2025 kl. 14-16.30 i Skarridssøsalen i samarbejde med Miljøforeningen Ren Nekselø Bugt.

Fakta:

  • Equinor er Nordens største olie- og gasselskab (tidligere Statoil). CO2 Storage Kalundborg består af Equinor (60 %), Ørsted (20 %) og Nordsøfonden (20 %). Konsortiet har vundet Energistyrelsens udbud om eneretstilladelse til undersøgelse af undergrunden i det udpegede område der fremgår af udbudsmaterialet. Det skønnes, at Havnsøstrukturen kan rumme i størrelsesordenen 305 Mt superkritisk CO2 og vil opnå en udstrækning på 120 km2.
  • Lagringstilladelse udstedes af Energistyrelsen til CO2 Storage Kalundborg når de har opfyldt kravene til dokumentation og Energistyrelsen har vurderet at projektet er forsvarligt. Derefter kan CO2 Storage Kalundborg begynde at pumpe CO2 ned i undergrunden i det udpegede område i 30 år.
  • Nej til at bo på CO2 er en kampagne under Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev og består af en række arbejdsgrupper, som alle interesserede kan melde sig til. Kontaktes via info@miljohf.dk.
  • Seismiske undersøgelser på land udføres med specialbyggede køretøjer der vejer ca.  24 ton. De sender lydbølger dybt ned i undergrunden, hvorfra lyden reflekteres og opfanges af geofoner udlagt på jordoverfladen. Der opsættes desuden vibrationsmålere ved boliger for at vurdere, hvor store vibrationer bygningerne udsættes for under undersøgelserne.

Del