Skal gamle Danmark bestå

Skal gamle Danmark bestå

Læserbrev: Skal gamle Danmark bestå

På kommunalbestyrelsesmødet i Kalundborg i maj besluttede vi at igangsætte en revision af Kommuneplanen. Men jeg er i tvivl om det betyder noget.

I sagen om Club Røs, vil kommunens administration åbenbart ikke rette sig efter Kommuneplanen. I nuværende Kommuneplan står der om særligt værdifulde landskaber, at der på disse kun kan opføres ikke erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri.

Administrationen mener tilsyneladende at 90 feriehuse og 30 ferielejligheder samt diverse fællesfunktioner er ikke erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri.

Den politisk ansvarlige Jakob Beck Jensen fra Venstre udtaler til Nordvestnyt, at han skal have lejlighed til at læse alle høringssvar, inden han tager en endelig beslutning. Så vil jeg da opfordre ham til at komme i gang, siden en gang i marts har Jakob haft mulighed for at læse de over 100 høringssvar.

Det virker som om, at i Venstre er naturen noget man synger om, ikke noget man skal beskytte. Geologiske værdier og nationale kystlandskaber skal beskyttes mod tiltag, som kan ændre eller udviske de geologiske spor, der rækker flere millioner af år tilbage, fordi gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå.

Niels Erik Danielsen
Kommunalbestyrelsesmedlem, Enhedslisten

Del