Skal bære Dannebrog til åbningen af Paralympiske Lege i Paris

”Jeg blev helt vildt glad og rørt over at få beskeden om, at jeg sammen med min holdkammerat Tobias skal bære Dannebrog til åbningen af PL i Paris. For mig er det noget af det absolut største"

Skal bære Dannebrog til åbningen af Paralympiske Lege i Paris
Håndboldspiller Niklas Landin og sejler Anne-Marie Rindom skal bære Dannebrog til åbningen af OL i Paris, mens dressurrytterne Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen har fået det prestigefyldte hverv til PL. Det er Katrine Kristensen nummer to fra venstre. Foto: Lars Møller for DIF og Team Danmark.

Af Jens Nielsen

Danmark stiller i stærkeste opstilling til åbningen af De Olympiske og Paralympiske Lege i Paris denne sommer. Katrine Kristensen fra Kalundborg bærer fanen ved åbningsceremonien til de Paralympiske Lege.

Håndboldspiller Niklas Landin og sejler Anne-Marie Rindom bærer fanen ved åbningsceremonien ved OL, mens dressurrytterne Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen ved åbningen af PL er i front for det danske hold.

Alle fire medlemmer af den danske fanebærerkvartet rejser til Paris som regerende verdensmestre, og tre af dem har allerede opnået den ultimative sportslige triumf ved OL eller PL – guldmedaljer.

Åbningen af de Paralympiske Lege den 28. august bliver med Place de la Concorde og Champs-Élysées som skueplads for atleternes parade, og anført af to dressurverdensmestre er der garanti for en flot dansk entré.

Det er dog ikke derfor, at opgaven er landet hos Katrine Kristensen, Kalundborg og Tobias Thorning Jørgensen, der begge har muskelsvind.

”I Katrine Kristensen og Tobias Thorning Jørgensen har vi fundet to paralympiske fanebærere, der ikke blot repræsenterer det allerhøjeste sportslige niveau, men mindst lige så vigtigt demonstrerer de værdier, vi som dansk PL-delegation ønsker at stå for,” siger Nicklas Bjaaland, der er DIF’s PL-chef de mission.

”Jeg blev helt vildt glad og rørt over at få beskeden om, at jeg sammen med min holdkammerat Tobias skal bære Dannebrog til åbningen af PL i Paris. For mig er det noget af det absolut største, fordi jeg både ser det som en anerkendelse af mine sportslige resultater og en tro på, at jeg kan præstere noget stort i Paris, men også som en anerkendelse af mig som person. Det betyder virkelig meget for mig. Selvom jeg er konkurrencemenneske helt ud til fingerspidserne, har det altid været vigtigt for mig at være en god holdkammerat og en rollemodel for andre. På den måde føler jeg også, at min deltagelse ved PL handler om mere end blot at ride efter medaljer. Jeg håber, jeg kan være med til at inspirere andre til at drømme stort og tro på, at meget er muligt, selvom man er født med et handicap,” fortæller Katrine Kristensen. 

Katrine Kristensen er 28 år og ridder for Nordvestsjællands Rideklub i Svebølle. Hun har en gang tidligere deltaget i PL, men hendes største sejre er 2 VM-guld i 2022 i henholdsvis Paradressur for Grad II og i Freestyle.

Fakta: PL i Paris
De 17. Paralympiske Lege finder sted i Paris fra den 28. august til den 8. september 2024.

DIF, Team Danmark og Parasport Danmark forventer at sende omkring 30 danske atleter til PL, hvor der bliver deltagelse af ca. 4.400 atleter fra 182 nationer.

Det er første gang, Paris er vært for PL.

Der er 22 sportsgrene på PL-programmet i 2024, og der skal kæmpes om 549 medaljesæt.

Lars Møller for DIF og Team Danmark.

Katrine er nu dobbelt verdensmester

Del