Skakturnering i Munkesøen
Selv om der var over 40 deltagere i weekendens skakturnering i Kalundborg Skakklub, var der ikke megen snak eller uro i turneringslokalerne på Aktivitetscenter Munkesøen.
Det var 42 spillere med til vinterturneringen i Kalundborg Skakklub. Turneringen begyndte fredag aften og slutter først søndag aften.
Derfor kunne turneringsleder, Carl Erik Møller, heller ikke fortælle, om der var nogen fra Kalundborg Skakklub, der havde opnået en placering.
“Vi går i gang med sidste runde klokken 14, og jeg tror ikke, vi er færdige før klokken 18,” fortalte turneringslederen fra Kalundborg Skakklub sagte.
I flere af lokalerne i Aktivitetscenter Munkesøen på Esberns Snaresvej 55 sad spillerne fuldt koncentrerede om spillet, og selv om man havde spillet siden klokken 10, var partierne endnu ikke færdige.
Deltagere fra flere lande
De 42 deltagere kom fra fire lande, nemlig Norge, Ukraine, Sverige og Danmark. De fleste kom fra sjællandske klubber, ni var lokale skakspillere fra Kalundborg Skakklub, og det fremmøde var Carl Erik Møller godt tilfreds med.
“Vi holder gerne to turneringer om året. En om vinteren og en i efteråret. Vi har måske en enkelt gang været omkring 50, så det er meget fint, det her,” sagde Carl Erik Møller.
Aldersspredningen var også ret stor. Den yngste spiller var 7 år, den ældste tæt på 90 år.
Kalundborg Skakklub mødes hver onsdag i Aktivitetscenter Munkesøen. Den første time kan man få lidt oplæring i spillet, og det er mellem klokken 18 og 19. Der er pt. 41 medlemmer i Kalundborg Skakklub.
Når ikke man spiller hjemme i klubben, er Kalundborg Skakklub med til forskellige events, for eksempel gadeskak under byfesten, eller tager man rundt på skoler.