Skaber ro og tryghed i de sidste timer eller dage

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

For dem er døden ikke et tabu, og ingen skal dø alene. Vågekonerne i Kalundborg Kommune er baseret på frivillige, der deltager i vågetjenesten over døende. På den måde skaber de ro og tryghed i de sidste timer eller dage af en døendes liv ved at være der og give omsorg for den døende, men også for de pårørende.

Der er 16 år siden, at John Frausing Andersen stiftede Vågekonerne i Kalundborg, og i 2024 er Vågekonerne stadig aktive – de sidste tre år som en forening. I dag er Mona Kleis formand, og de er pt. 14 frivillige, der gerne vil gøre en forskel for de døende, der ingen pårørende har ved deres side, ved at være hos dem de sidste timer eller dage af deres liv. Men det kan også være at hjælpe pårørende til en døende, som trænger til et hvil eller en nats søvn.

Ingen skal dø alene med mindre de selv ønsker det

Vågekonerne i Kalundborg består af 14 frivillige, heraf to på Sejerø, der alle gør en stor forskel for de mennesker, som de kommer ud til, når livet nærmer sig sin afslutning. De fem vågekoner, som TV-Kalundborg besøger er da heller ikke i tvivl: “Ingen skal dø alene, med mindre de ønsker det,” lyder det. Det var årsagen til, at John Frausing Andersen stiftede Vågekonerne – fordi ingen skulle dø alene. De fem damer har alle været med i flere år, nogle helt fra begyndelsen.

“Vågekonerne træder til og er hos den døende og eventuelt pårørende. Vi oplever ofte, at de pårørende har brug for et lille hvil eller en god nats søvn, og der er det, at vi kan hjælpe. Vi må ikke påtage os nogle plejeopgaver, men vi kan sidde hos den døende, mens de pårørende får en lille pause,” fortæller Gurli Olsen, der var formand efter sin mand John, og før Mona Kleis.

“Det sidste halve år har vi dog ikke været ret meget ude, men normalt er det nok et par gange om måneden, det kommer ofte lidt i klynger. Nogle gange skal vi flere steder på én nat,” supplerer Mona Kleis.

Døden er ofte ikke et tabu længere

De fem kvinder fortæller, at efter COVID-19 er noget stadig forandret.

“Under Corona måtte vi jo ikke komme ud på plejecentrene, og det blev i den periode nok mere naturligt for de pårørende at tage over. Det ser vi stadig lidt af. Døden er heller ikke så tabubelagt, som den var engang. Folk er blevet bedre til at tale om døden, hvor de pårørende oftere før i tiden havde svært ved at sidde ved en døende,” fortæller Annelise Tarp Andersen.

“Men der er selvfølgelig altid nogle, der ikke kan lide at sidde ved en døende. Det ser vi både privat og på plejecentre. På plejecentre har den døende selvfølgelig plejepersonale omkring sig, men de kan jo ikke sidde på én stue hele tiden,” fortæller Laila Younan.

Flere af kvinderne har en baggrund i sundhedssektoren, som fx sygeplesjerske eller sygehjælper, men der er også kvinder (og en enkelt mand) med, der ikke har en baggrund i sundhedssektoren. Men de ved alle, at man melder sig ikke som vågekone, hvis man synes det er svært at snakke om og håndtere døden.

Oplever stor taknemmelighed fra de pårørende

Vågekonerne kommer ud til en døende, når han/hun er i den sidste del af den terminale fase, altså hvor man ikke længere er ved bevidsthed.

“Det længste, vi har været hos nogen er syv dage. Vi kommer, når den døende vurderes være i sidste del af den terminale fase, men nogle gange går der jo lidt længere tid end blot nogle timer. Der oplever vi også ofte, at de pårørende gerne vil have en snak, og det gør vi selvfølgelig med glæde,” siger Kirsten Joel Carlsen.

Vågekonerne oplever stor taknemmelighed fra de pårørende, og de er glade for, at de kan gøre en forskel – både for den døende, der ikke skal ligge alene, men også fra de pårørende, der har det svært.

“Vi oplever ofte, at folk takker os, fordi vi passer på den døende. De kan bedre hvile eller sove, når der er nogen, og det kan vi hjælpe med,” fortæller Kirsten Joel Carlsen, og Annelise Tarp Andersen supplerer: “Nogle har også givet donationer til vores forening, og det er vi selvfølgelig meget taknemmelige for.”

“Jeg synes, at jeg gør en forskel, og det at give noget til andre, gør, at jeg får det godt med mig selv. Der er jo mange måder at hjælpe andre på, og det her er noget, vi kan gøre,” siger Laila Younan, og Gurli Olsen supplerer: “Vi hjælper, hvor vi kan, og vi er jo også selv taknemmlige, hvis vi har brug for hjælp, og nogle hjælper os.”

Døden skal afmystificeres

Fælles for de fem kvinder er, at de meget gerne vil formidle ud, at døden ikke skal være et tabu, og at det ikke er uhyggeligt at se folk dø.

“Mange tror, at det er meget uhyggeligt at se folk dø, men det er det slet ikke, når de død fredfyldt i en seng. Det handler om at få det afmystificeret,” siger Mona Kleis.

De fem kvinder fortæller endvidere, at en vågekone, som sagt, ikke må lave nogle plejeopgaver: “Hvis der er noget med den døende, fx uro eller smerter, så ringer vi til sygeplejersken eller personalet på et plejecenter, og når folk dør, ringer vi også til sygeplejersken eller personalet tager over, og vi lister af,” slutter Gurli Olsen af med at sige.

Vågekonerne i Kalundborg kunne godt bruge flere frivillige, da der er brug for flere vågekoner, ikke mindst til nattevagterne, der kan være svære at afsætte. Vågekonerne kører i hele kommunen, og man skiftes til at have vagttelefonen en måned ad gangen. Nattevagtnerne er splittet op i to vagter, da især de var svære at afsætte, og en vagt er typisk på fire timer. Dog bliver der også sendt en sms ud, hvor man kan byde ind med, hvad man hver især kan, og det har hjulpet ikke at være helt så bundet af faste tidspunkter, fortæller de fem vågekoner.

Er man interesseret i at blive vågekone i Kalundborg Kommune, vil man gerne høre mere om foreningen eller har et par konkrete spørgsmål, kan man kontakte vågekonerne på vagttlf. 5114 8211.