Shuttlebusser til Kalundborg Rock’er – det skal vi da sætte gang i!

Shuttlebusser til Kalundborg Rock’er – det skal vi da sætte gang i!

Shuttlebusser til Kalundborg Rock’er – det skal vi da sætte gang i!

I Nordvestnyt d. 22. april kunne man læse at formanden for Trafik- og Kørselsudvalget Svend Müller (V) udtale, at vi i udvalget har drøftet om vi skal lave en ordning med natbusser under Kalundborg Rock’er.

Og det er også helt korrekt – men der mangler lidt kontekst og baggrund, som formanden godt kunne have givet i interviewet.

Det handler om det politiske benarbejde, som jeg synes man skal huske at kreditere sine medkollegaer i politik for, uden skelen til politisk overbevisning og på hvilken side af konstitueringen man står.

Idéen til at forsøge at lave en ordning vedrørende shuttlebusser til Kalundborg Rock’er kom faktisk fra den tidligere udvalgsformand Tonny Voldby Pedersen fra Frit Borgerligt Fællesskab. Han ringede sidste sommer til mig med netop den idé - og jeg synes selvfølgelig, sammen med de 2 andre medlemmer af udvalget Henriette Ergemann og Eva Levinsen, at den var god!

Desværre var vi for sent ude – men i dialogen med kommunens administration fik vi at vide, at der kunne arbejdes videre med idéen!

Jeg var, som den eneste fra udvalget, så heldig at blive genvalgt til kommunalvalget, så derfor tog jeg selvfølgelig idéen om shuttlebusserne op på Trafik- og Kørselsudvalgets første møde i den nye kommunalbestyrelse. Dette blev fulgt op af en melding fra administrationen på mødet d. 14. april, hvor administrationen afviste forslaget. I stedet anbefalede administrationen, at “arrangøren selv indgår en aftalt med en busvognmand”.

Det syntes jeg var en håbløs tilbagemelding – og inviterede derfor hele det nuværende Trafik- og Kørselsudvalg til et møde, hvor vi blev enige om, at vi trods afvisningen, skal arbejde for det her – og det var den agenda vi gik til mødet med – og nu står vi så og skal vedtage forslaget på mødet d. 28. april.

Og det skal vi selvfølgelig gøre, for det er da klart, at vi skal understøtte det største kulturelle arrangement i Kalundborg kommune!

Jeg synes det for meget få midler kan give en stor værdi, for det giver en endnu stærkere helhedsoplevelse og det kan samtidig også helt sikkert give en øget tryghed og forbedret trafiksikkerhed omkring arrangementet.

Dejligt, at det så alligevel kunne lade sig gøre trods afvisningen, men man kunne ønske sig at formanden anerkendte alt det forarbejde, som ligger til grund for at forslaget.

Thomas Malthesen Hiorth, kommunalbestyrelsesmedlem, SF Kalundborg.

Del