SF Kalundborg vil styrke oppositionen og sætte fokus på ulighed i sundhed
Gruppeformand i kommunalbestyrelsen, Thomas M. Hiorth, stod for en politisk drøftelse af foreningens mål og virke i det kommende år.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
SF Kalundborg holdt den 24. februar generalforsamling i Kalundborg, hvor både det politiske arbejde i kommunen og den nye sundhedsreform var på dagsordenen.
Forperson og kommunalbestyrelsesmedlem Kirsten Laurell Wind Skovgaard gennemgik i sin årsberetning foreningens aktiviteter i det forgangne år. Her nævnte hun blandt andet de 36 valgarrangementer, som SF deltog i under valgkampen, valgresultatet, uddelingen af årets hæderspris til Recovery Bulls samt andre aktiviteter i partiforeningen.
Generalforsamlingen bød også på en afsked med kasserer Rune Halskov, der har valgt at flytte til Korsør og derfor ikke længere kan fortsætte i posten. Han blev fremhævet for sit store engagement i bestyrelsesarbejdet og for blandt andet at have taget initiativ til SF Kalundborgs rød-grønne hæderspris.
Gruppeformand i kommunalbestyrelsen, Thomas M. Hiorth, stod for en politisk drøftelse af foreningens mål og virke i det kommende år. Her var der enighed om, at SF vil arbejde som en konstruktiv opposition med tydelige grønne og sociale prioriteringer. Partiet vil søge bredt samarbejde i kommunalbestyrelsen og bruge sine positioner i Teknik-, Natur- og Miljøudvalget, Social- og Beskæftigelsesudvalget samt Børn- og Familieudvalget til at sætte politiske aftryk. Derudover vil partiet følge op på valgprogrammets mål og styrke det interne politiske arbejde.
Efter spisningen fik generalforsamlingen besøg af Julie Hoff Sørensen fra SF Stevns, der sidder i Regionsrådet i den nye Region Østdanmark og i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune. Hun holdt et oplæg om den nye sundhedsreform, som gav anledning til en livlig debat om ulighed i sundhed og SF’s rolle i arbejdet for at mindske denne ulighed.