Seniorrådet spænder bredt

Seniorrådets formål og kerneopgave er at rådgive Kommunalbestyrelsen i alle ældrepolitiske spørgsmål.

 Seniorrådet spænder bredt
Seniorrådet følger nøje arbejdet i kommunalbestyrelse, udvalg og forvaltning, og kan rejse spørgsmål om alle forhold, som berører +60-årige. Modelfoto: Colourbox

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Seniorrådet har netop lavet vil årsberetning for 2024, hvor det fremgår hvilke sager rådet har beskæftiget sig med.

Seniorrådets formål og kerneopgave er at rådgive Kommunalbestyrelsen i alle ældrepolitiske spørgsmål. Seniorrådet følger nøje arbejdet i kommunalbestyrelse, udvalg og forvaltning, og kan rejse spørgsmål om alle forhold, som berører +60-årige.

Dette gøres bl.a. gennem dialogmøder med relevante repræsentanter fra Kommunens politiske og administrative ledelse, arbejdsgrupper, hvor seniorrådet er repræsenteret, samt gennem høringssvar. Seniorrådet skal høres i en række lovbestemte forhold herunder budgetforslag, politikker og kvalitetsstandarder. Seniorrådet har en mødekalender, med fast månedligt møde. Derudover mødes man i de nedsatte arbejdsgrupper og arbejder her videre med sager, fx høringssvar. Rådet har afgivet gennembearbejdede høringssvar på alle relevante tiltag i kommunen.

Seniorrådet havde i 2024 fokus på følgende emner:

  • Ældrevenlige boliger
  • Ny Ældrelov (vedtaget dec. 2024, træder i kraft 1. juli 2025)
  • Digitalisering, Tilgængelighed og Det kommunale systems fokus på borgerne
  • Borgerhenvendelser
  • Sund Aldring
  • Temadag
  • Pårørende
  • Kultur og Miljø
  • Madservice
  • Samarbejdsfora
  • Samarbejde med pressen
  • Kalundborg Kommune

Hvem er Seniorrådet

Seniorrådet vælges af og blandt alle +60-årige borgere i Kalundborg Kommune, der måtte ønske at stille sig til rådighed. Rådet er partipolitisk uafhængigt, men forholder sig fagpolitisk til de emner/sager, det behandler. Rådet har aktuelt 12 medlemmer, men der kan vælges i alt 13 rådsmedlemmer og op til 13 suppleanter.

Del