Sejt team samlede rekord mange penge ind for den gode sag
De formåede endda at samle endnu flere penge ind til det gode formål, end de tidligere år.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Team Asferg fik en fantastisk weekend på Bornholm med cykling og indsamling til en verden uden sclerose. De formåede endda at samle endnu flere penge ind til det gode formål, end de tidligere år.
De samlede nemlig i alt kr. 136.416 ind ved at cykle otte omgange rundt på Bornholm. Hver omgang lød på 109 km, altså i alt 872 km på under 36 timer.
”Det var vidunderligt vejr, ingen regn, tåge i morgentimer og kun lidt vind, fantastiske cykelstier, ingen punktering kun et lille styrt og bornholmere, som vinkede til os - de havde set os i TV2 Bornholm,” fortæller Kjeld Christensen fra Team Asferg, og fortsætter: ”I syv år har vi, i Team Asferg, samlet penge ind til en verden uden sclerose, og nu har vi samlet set rundet en halv million kr. i indsamling, 2025 har det været det største indsamlingssår.”
Bakker trak tænder ud
Konstant var der ryttere på vejene fra Team Asferg, og har man ikke prøvet kræfter med Bornholms klipper før, så er bakkerne omkring Gudhjem og særligt Helligpeder noget, der trækker tænder ud, når man har gjort det tre eller fire gange inden for 36 timer, lyder det fra alle rytterne.
”Tak til alle jer, som har støttet, vores sponsorer Multi-tech A/S, SJF Bank, DanArctica, MOVE FycioCenter, DNV, Jyllands-Posten og Bilstrup Nedrivning. Uden jeres støtte, får vi ikke en bedre verden for de over 18.000 personer i Danmark, som hver dag kæmper med sclerose. Af hjerte tak,” lyder det fra Kjeld Christensen og resten af Team Asferg.