Skumfiduser blev kæmpestore - og bittesmå

Tirsdag over middag var 50 børn, sammen med forældre eller bedsteforældre, mødt op i Ubby Forsamlingshus til en omgang naturvidenskab. 

Skumfiduser blev kæmpestore - og bittesmå
Emil Hoffmann Nielsen, som er kendt fra YouTubekanalen ”Kåre og Emil” og ”Store Nørd” , og som har gået i skole i Ubby, gjorde tirsdag over middag sit for at skærpe interessen for naturvidenskab. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Alle 50 billetter var solgt til tirsdagens science-show i Ubby, hvor Hvidebæk Lokalråd og Ubby Bibliotek- og Forsamlingshus var gået sammen om en populær vinterferieaktivitet.

Det er nemlig ikke første gang, Emil Hoffmann Nielsen, som er kendt fra YouTubekanalen “Kåre og Emil” og “Store Nørd”, gæster byens forsamlingshus for at give et show, og bagefter lade børnene prøve kræfter med egne eksperimenter - sammen med en voksen.

Emil Hoffmann Nielsen, der selv stammer fra Ubby og har gået i skole her, har nemlig været på besøg før.

I stil med tidligere besøg var billetterne til showet revet væk, og børnene var også fuldstændig grebet af stemningen fra første præsenterede skumfidus.

Emil Hoffmann Nielsen havde forskellige tips og tricks med, og det første var en pose skumfiduser, der kom under behandling.

“Hvad tror I der sker, når jeg suger luften ud af den her beholder med skumfiduser i? Bliver de større? Eller bliver de mindre?” spurgte han ud i forsamlingen.

Det var der delte meninger om, men forklaringen er, at når man suger luften ud af beholderen med skumfiduserne, er der ikke noget tryk på dem, og derfor kan de svulme op.

Så snart luften kom tilbage i beholderen, krympede skumfiduserne og blev endnu mindre end før, de kom ind i beholderen.

Også en sagesløs vindrue blev udsat for lidt af hvert i en mikrobølgeovn, og så var showet i fuld gang. Børnene var fuldt ud opmærksomme og fulgte godt med.

Efter et kvarters tid var det så børnenes tur til, sammen med de voksne, at udføre forskellige eksperimenter ved borde, der hver især havde sin opgave.

Del