Sang med på Skolernes Sangdag

Forud for dagen havde eleverne på Tømmerup Skole øvet sig på alle otte numre, men på særligt to sange skrålede eleverne ekstra højt.

Sang med på Skolernes Sangdag
Foto: Privat

Fredag formiddag var Tømmerup Skole fyldt med glade toner og skønne melodier, da elever og lærere sang med på sangene fra Skolernes Sangdag 2025. 

Skolernes Sangdag 2025 blev på Tømmerup Skole markeret med fællessang i aulaen, hvor alle årgange var samlet for at give den gas til de i alt otte udvalgte numre, elever fra skoler over hele landet har kunnet øve sig på. Skolerne Sangdag er en årlig begivenhed, der arrangeres af Danmarks Radio, Musiklærerforeningen og Dansk Sang med det formål at markere sang og musik i skolen.

Forud for dagen havde eleverne på Tømmerup Skole øvet sig på alle otte numre, men på særligt to sange skrålede eleverne ekstra højt. For sammen med resten af skolen, har eleverne Felina og Illias fra 4.a øvet sig til både morgensang og i musiktimerne: ”Vi har øvet os på sangene, vi skal synge til Skolernes Sangdag til morgensang, som vi har hver mandag og onsdag. Og så har vi også øvet os i musiktimerne for at blive gode til dem. De to bedste sange er ’Her bor jeg’ og ’Tandfeen’, og det er også dem, vi har øvet os mest på”.

Musik skaber fællesskab

Skolernes Sangdag blev sendt direkte på DR1, så de mange sangglade elever kunne synge med DR Børnekoret, der blev akkompagneret af et liveband. At Sangdagen blev sendt på direkte tv, så alle skoler kunne synge med, viser tydeligt det fællesskab, musik og sang skaber, forklarer skoleleder på Tømmerup Skole Mette Møhncke: ”Musik er med til at skabe og understøtte fællesskaber og sammenhold, og er der noget, der er vigtigt på en skole, så er det fællesskab – både mellem eleverne, men også mellem elever og lærere. Derfor har det været rigtig vigtigt for os at øve os på sangene til Skolernes Sangdag – både elever og lærere”, og hun fortsætter: ”I modsætning til eksempelvis sportskonkurrencer kræver det ikke en bestemt fysik at synge. Nogle synger bedre end andre, men når vi synger sammen, så oplever vi, at alle elever – også dem, der er lidt generte og stille - shiner og er en stor del af fællesskabet på skolen”.

Både Felina og Illias fra 4.a synes, at det gik godt med både at synge og at huske teksterne: ”Det var rigtig sjovt at synge, og vi kunne godt huske de fleste af sangene. Og at se det live på fjernsyn, at de sang i studiet, det var også ret fedt - det er sjovere at synge sammen end alene”, og spørger man dem, om de vil gøre det igen, er svaret klart: ”Ja, vi vil rigtig gerne synge igen til Skolernes Sangdag næste år”.

Del