Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Det var ikke kun i København, slaveriet betød gode indtægter og resulterede i opførelsen af pragtpalæer. Provinsen, deriblandt Kalundborg, lukrerede også på det brutale kapitel i Danmarks historie.

Slaverne i Vestindien skabte rigdom i Danmark og indtægterne fra sukkerplantagerne manifesterer sig i form af pragtpalæer i København som Det Gule Palæ og Det Schimmelmannske Palæ, nu Odd Fellow Palæet.

Sådanne palæer findes ikke i Kalundborg, men sporene fra det brutale kapitel i Danmarkshistorien findes ikke desto mindre også her, for også Vestsjælland nød godt af pengestrømmen takket være Danmark som slavenation.

Sildesalteri og kro

I Havnemark på Asnæshalvøen blev der i 1839 - 40 opført et salteri til saltning af sild, og sildene blev eksporteret til Dansk Vestindien og brugt som slavekost.

Bygningen brændte i 1962, og i dag kan du ikke finde rester af den, men bygningen, der rummede gæstgiveriet opført nogenlunde samtidig med sildesalteriet, ligger der stadig, og sporene af den vej, der førte fra fjorden  til salteri og kro, kan anes.

Museumsinspektør Mads Findal Andreasen, Vestsjællands Museum, tager os med på en guidet tur til minderne om Kalundborgs involvering i det mørke kapitel i Danmarks historie.

Det var ikke hvem som helst der stod bag oprettelsen af sildesalteriet. De fire initiativtagere var førende mænd i Kalundborg, nemlig købmændene Peter Lassen og H.C. Hellesen, greve Christian Cornelius Lerche til Lerchenborg og proprietær Barner, Kalundborg Slots Ladegård. De var også medlemmer af Holbæk Amts Økonomiske Selskab, et patriotisk foretagende der på lokalt plan forsøgte at højne økonomisk udvikling og viden lokalt og nationalt.

De ledende medlemmer i selskabet talte folk som godsejere og købmænd på Vestsjælland alle med gode handelskontakter.

Blandt medlemmerne stikker især et navn i øjnene, nemlig den sidste generalguvernør på De Vestindiske Øer Peter von Scholten.

Hungersnød truede

Tørke og orkaner havde gjort fødevaresituationen på øerne helt fortvivlet. Det var plantageejernes ansvar at sørge for slavernes mad, hungersnød truede, og Peter von Scholten appellerede til Danmark om at få tilsendt flere fødevarer.

I Kalundborg blev man klar over, at der var brug for sild i Vestindien, og von Scholten har uden tvivl brugt alle sine kontakter for at få sild dertil.

Det første salteri blev etableret inde på Kalundborg Havn, men beliggenheden var upraktisk, da fiskerne skulle sejle den lange vej fra Storebælt og gennem fjorden til havnen. Derfor blev salteriet flyttet til Havnemark, hvor grev Lerche lod opføre en salteribygning af mursten og en anløbsbro. Det fremgår af Kalundborgs Historie, bind 2, hvor salteriet er brugt som et eksempel på et af Kalundborgs tidlige industriforetagender.

Sildesalteriet blev en umiddelbar succes, og de nedsaltede sild kunne stort set uanset kvaliteten afsættes til De Vestindiske Øer, hvor plantagejerne bespiste deres slaver med dem.

Afdelingsleder på Vestsjællands Museum Karen Sivebæk Munk har gennem sin artikel: ”Sjællandske sild som slavekost – saltede sild fra Kalundborg til Dansk Vestindien” belyst en af de mange forbindelser mellem Dansk Vestindien og den danske provins.

Slut med Kalundborg-sild

Med ophævelsen af negerslaveriet på De Vestindiske Øer i 1848 var det slut med salteriet, for de frie plantagearbejdere kunne ikke lide saltsildene fra Kalundborg. Det kunne de heller ikke, da de stadig var slavegjorte, men da havde de ikke noget valg, hvis de ikke ville dø af sult. Det dårlige produkt kunne ikke sælges i Østersøhavnene, og salteriet blev nedlagt i 1850.

I løbet af de 10 år, salteriet eksisterede, nåede man ifølge Kalundborg-købmanden M.M. Lund at producere 13.500 tønder sild og at udbetale løn til fiskere og salteriets arbejdere for 60.000 rigsdaler.

Blandt medarbejderne var en forhenværende salteriejer fra Jylland og to jyske ”fruentimmere”, der efter sigende var i stand til at nedsalte mellem 24 og 30 tønder sild om dagen.

Der var arbejdsløshed blandt fiskerne ved Limfjorden, for da Vesterhavet brød igennem ved Agger Tange i 1825 og i 1828 ved Harboøre, blev vandet i Limfjorden for salt til sild, og fiskeriet på egnen blev hårdt ramt. Nogle af familierne flyttede derfor til Kalundborg, hvor de stadig kunne udøve deres erhverv.

Det stod i Illustreret Tidende

Men slaveriet blev ophævet, og dermed sluttede sildeeventyret. Det bragte Illustreret Tidende den 21. december 1862 en noget besk kommentar til:

”Nu er Kalundborg just ikke nogen livlig by at se til, men det er også en almindelig talemåde, at det eneste, Kalundborg har, er en stor fortid, og af den lever man som bekendt kun tarveligt.

Stort og småt har sammensvoret sig for at ødelægge byen, selv de begivenheder, hvorover den hele menneskehed glæder sig, har draget sorte skyer hen over Kalundborg.

Hvem skulle tro, at negeremancipationen for eksempel kunne blive til den uskyldige sjællandske købstads skade. Og dog er det så.

Ovre på Asnæs ligger en stor bygning, der i året 1839 indrettedes til sildesalteri, det tegnede godt og var til stor hjælp for den fattige kystbefolkning, der her fandt både arbejde og afsætning for deres fangst.

Men fisken var ikke synderlig god, og snart solgtes den kun til plantagerne i vore kolonier, thi til sorte slaver var den dog altid god nok. Men da slaverne blev frie, sagde de også farvel til den tørre Kalundborg-sild. Salteriet gik ind – negeremancipationen blev betragtet med helt onde øjne i Kalundborg. Således kan stor tue vælte et lille læs.”

Så vidt Illustreret Tidende som vi bringer med nutidig retskrivning.

Slavegjorte

Her bruges betegnelsen slaver, nu er det politisk korrekte udtryk slavegjorte, og Mads Findal fortæller, at baggrunden for udtrykket er engelsk inspireret.

Da Vestsjællands Museum i 2016 begyndte forberedelserne til en udstilling med henblik på 100 året for Danmarks salg af De Vestindiske Øer til USA i 1917, tog nogle af medarbejderne, deriblandt Mads Findal, til London for at se, hvordan de greb det an der. I England stødte de på udtrykket ”enslaved” ud fra det synspunkt, at man ikke fødes som slave, det er noget, man gøres til, og den danske oversættelse blev så ”slavegjort”.

Oldermandshornet fra Sejerø

Museumsinspektøren fortæller, at det viste sig, at Museum Vestsjælland havde masser af genstande til en udstilling, blandt meget andet fandt medarbejderne på Kalundborg Museum en stor konkylie, der var blevet brugt som oldermandshorn på Sejerø.

Konkyliens fortid strakte sig til bage til De Vestindiske Øer, hvor det havde været brugt til at blæse til samling eller oprør. Lyden, når der blev blæst i konkylien, kunne høres viden om.

Farvel til pensionsopsparingen

Mads Findal kan fortælle, at det ikke alene var storkøbmændene og godsejerne på Kalundborg-egnen der begræd slaveriets ophævelse og dermed den gode indtjening fra salg af saltede sild.

Mange borgere deriblandt degne og præster havde tegnet aktier i Vestindisk Kompagni uden måske at reflektere voldsom meget over, hvordan indtjeningen blev tilvejebragt.

Det var en sikker pensionsopsparing – troede de.

- Ja, vi har alle sammen været en del af det, konstaterer Mads Findal.

Ingen spor på Lerchenborg

Navnet Lerche figurerer ofte i beretningerne om de saltede sild fra Kalundborg til Dansk Vestindien. Mads Findal har derfor søgt efter spor fra dengang på Lerchenborg Gods, der formentlig tjente gode penge på handlen med saltet sild, men der er ikke bevaret dokumenter fra den tid.

Det bekræfter journalist og filminstruktør ansat på Nordisk Film Anna von Lowzow, født og opvokset på Lerchenborg som komtesse Lerche-Lerchenborg. Hun hjalp Mads Findal med at lede i godsets arkivalier men altså forgæves.  

Men Lerche-slægtens involvering har sat sit aftryk og kan findes i form af geografiske navne i de tidligere danske kolonier som for eksempel Lerchebay og Lerchegade.  

Lundbye og Havnemark