Sætter mere fokus på uddannelse til industrien
"Det er en uddannelse til de unge mennesker som bare vil ud og bruge næverne"
![Sætter mere fokus på uddannelse til industrien](/media/hfocdv4i/po_1_high.jpg?width=50)
Af Jens Nielsen
Uddannelsen som produktør er forholdsvis ny i Kalundborg. Nu inviteres virksomhedsejere og tillidsfolk til et informationsmøde den 4. februar hvor der er mulighed for at blive klogere på den nye uddannelse, som der ikke er specielt meget teori i, og som henvender sig de unge mennesker som bare vil ud og bruge hænderne.
’Bliv produktør i Kalundborg på kun 1,5 år og få et job, hvor du kan arbejde i alle brancher inden for industrien.
Som produktør arbejder du med produktion i industrien på mange forskellige slags virksomheder, der fremstiller fx metal, plast, træ, fødevarer, tøj og kemi.
Du lærer at klargøre og betjene forskellige maskiner i produktionen. Det kan være forskellige anlæg eller robotter. Det kan også være udstyr til at dreje, bore, svejse og montere med. Du lærer desuden om lager og logistik, så du kan deltage i styring af virksomhedens lager samt få certifikat til at køre gaffeltruck.’
Sådan beskrives produktøruddannelsen som NEG Processkolen står for i Kalundborg.
Uddannelsen er forholdsvis ny i Kalundborg og nu sættes der ekstra fokus på mulighederne, når virksomhedsejere og især tillidsfolk inviteres til et informationsmøde tirsdag d. 4. februar fra kl. 12-15 hos NEG Kalundborg, Rynkevangen 7, Kalundborg.
”Vi vil gerne have nogle flere virksomheder til at melde sig på banen, vi har eleverne, men vi mangler nogle flere virksomheder der vil tage nogle elever. Det er især de unge som uddannelsen henvender sig til. Det er en uddannelse som der ikke er specielt meget teori i, det er til de unge mennesker som bare vil ud og bruge næverne,” fortæller Ole Jakobsen, faglig medarbejder hos 3F Kalundborg.
Til informationsmødet deltager bl.a. Industriens Uddannelser, NOV, Kalundborg Kommune Unge og Uddannelse og en driftsleder og en ny udlært produktør fra virksomheden Danforel A/S i Jylland.
”Det er en uddannelse som i den grad har sin berettigelse for der er mange som gerne vil ud at være en del af industrien og gerne have papir på det de kan, og nu afholder vi et informationsmøde som især henvender sig til tillidsfolk men også virksomhedsejere, og så er det rigtigt godt, at 3F er med ind overså vi er flere som løfter opgaven,” fortæller Karen Marie Bach Christensen, rektor, NEG Kalundborg, som også er vært ved mødet.
Det er meget målrettet vores medlemsgruppe. Vi har i forvejen medlemmer som er fx industrioperatører og procesoperatører indenfor industrien. Bare her i Kalundborg har vi mere end 400 unge mennesker som ikke er kommet i gang med en uddannelse, så det henvender sig meget til dem som er godt skoletrætte,” siger Jakobsen.
I forbindelse med informationsmødet vil der være frokost og rundvisning på skolen, oplyser NEG Kalundborg.